Erfaren kvinde ny landechef for Nødhjælpen i Etiopien og Kenya

Forfatter billede
 
 
Cecilie Winthers første feltbesøg i Etiopien gik til en flygtningelejr i Gambella. Her uddeler Folkekirkens Nødhjælp kontant nødhjælp på kreditkort til tusindvis af sydsudanesiske flygtninge. Foto: Folkekirkens Nødhjælp.

 

Den 49-årige cand.scient.pol. leder i sit nye job Folkekirkens Nødhjælps team på 50 medarbejdere og 12 partnerorganisationer i Etiopien og Kenya.

Cecilie Winther har tidligere været udsendt til Sri Lanka (Ceylon), hvor hun stod i spidsen for katastrofehjælpen efter tsunamien i 2005-2006, samt til Malawi i det sydlige Afrika, hvor hun bl.a. styrkede samarbejdet med erhvervspartnere som Bilka og Grundfos.

Hun har desuden bestridt flere stillinger i hovedkvarteret på Nørregade i indre København, eksempelvis som programkoordinator for minerydning og som humanitær rådgiver.

I Etiopien får Cecilie Winther særligt fokus på at øge hjælpeindsatsen efter den tørke, der har gjort flere end 10 millioner afhængige af nødhjælp. Det store tal skal dog ses på baggrund af, at der nu er 100 millioner etiopere og at landets katastrofeberedskab er markant forbedret siden de store hungerkatastrofer i 1980erne.  

”Vi skal koordinere endnu bedre med vore samarbejdspartnere og ikke mindst inddrage dem, vi hjælper,” siger Cecilie Winther og tilføjer:

”Hvis vi tøver og folk ikke får den rette såsæd på det rette tidspunkt i forhold til regntiden, koster det liv og får konsekvenser for høsten langt ud i fremtiden.”

Både nødhjælp og udvikling

En af styrkerne ved Folkekirkens Nødhjælps arbejde ude i verden er ifølge Cecilie Winther, at organisationen både mestrer den akutte nødhjælpsindsats og det langsigtede udviklingsarbejde:

”På langt sigt skal vi gøre folk mere modstandsdygtige over for tørker ved hjælp af valg af afgrøder, bedre arbejdsmetoder og nye typer af afgrøder. Vi arbejder på at indføre (kornsorten) quinoa fra Sydamerika og håber, at den kan blive en udbredt tørkemodstandsdygtig og næringsrig afgrøde. Vi skal teste forskellige projekter og samle op på erfaringerne.”

Millioner at etiopere er berørt af tørke, og samtidig tager landet imod store flygtningestrømme fra Sydsudan. Alligevel er Cecilie Winther fortrøstningsfuld, når det gælder fremtiden.

”Når man står i en humanitær krise, er det overvældende. Men så er det vigtigt at holde fast i, hvad vi kan gøre med de midler, vi har fået betroet, og gøre det ordentligt”, siger den energiske kvinde, der voksede op i Hjørring i Vendsyssel.

Med sig til Etiopien tager hun sin mand og tre børn på 9, 10 og 15 år. Alle vil få en ganske anderledes hverdag end hjemme i københavnerbydelen Vanløse.

Meget mere om Etiopien på https://en.wikipedia.org/wiki/Ethiopia