Etiopiens regeringsparti tæt på at gøre rent bord ved parlamentsvalg

Forfatter billede

Etiopiens regeringsparti ser ud til at have sikret sig en massiv jordskredssejr ved søndagens parlamentsvalg.

Indtil videre er 442 af de 547 pladser i Etiopiens parlament fordelt – og regeringskoalitionen EPRDF har taget dem alle. Oppositionen har hidtil ikke fået en eneste plads i parlamentet.

Det viser den foreløbige optælling og de tal, der hidtil er kommet fra landets valgkommission, skriver flere internationale medier.

I det afgående parlament havde oppositionen én enkelt plads.

Menneskerettighedsgrupper betegner Etiopiens regering som en af de mest undertrykkende i Afrika.

Landets opposition klager da også over, at en række journalister og bloggere er blevet fængslet for at have en anden holdning end regeringens, lige som oppositionstilhængere og politikere er blevet forfulgt og chikaneret i løbet af valgkampen.

Bekymring fra USA

“USA er stadig dybt bekymret over de fortsatte restriktioner mod civilsamfundet, medier, oppositionspartier samt uafhængige stemmer og synspunkter,” lyder det i en udtalelse fra det amerikanske udenrigsministerium.

Ministeriet beklager, at amerikanske diplomater blev nægtet adgang til at være valgobservatører og dermed ikke kunne være med til at sikre, at alt gik retfærdigt til.

“Vi er også foruroligede over, at observatører fra oppositionspartierne angiveligt blev forhindret i at observere valget visse steder,” tilføjer USA’s udenrigsministerium.

I meddelelsen tilføjer ministeriet, at USA også fredadrettet vil arbejde sammen med den etiopiske regering om blandt andet at sikre en fri presse, styrke landets demokratiske institutioner og arbejde i retning af “et mere åbent politisk klima”.