Infektionsmediciner fylder rundt

Forfatter billede

Fødselaren er forfatter eller medforfatter til ca. 300 videnskabelige artikler om infektionsmedicin, især om hepatitis og AIDS samt om meningitis og andre bakterielle sygdomme. 

Berlingske skriver, at Skinhøj er ham vi har set på TV-skærmen, når mennesker i de varme lande pludselig dør af en særligt spektakulær virus, når mæslinger igen dukker op herhjemme, når meningitis rammer på et gymnasium, når SARS truer med at blive global pest, eller når vores interesse i det hele taget pludselig vendes mod de smitsomme sygdomme, Skinhøj er ekspert i.

Skinhøj blev uddannet som læge i 1969, blev speciallæge i intern medicin i 1979 og tog et nyt speciale i infektionsmedicin i 1984. Han har diplom i tropemedicin fra Liverpool i 1981 og modtog doktorgraden i medicin i 1983 på en afhandling om smitsom leverbetændelse. 

Han er søn af professor Erik Skinhøj, dr.med i neurologi og rektor for Københavns Universitet. Det er store fodspor at skulle følge i, men Peter Skinhøj endte alligevel på lægestudiet, valgte dog et andet medicinsk speciale og indfriede så i øvrigt de tårnhøje forventninger på grund af sit ophav, som han i dag mestendels er stolt af og taknemmelig over.

Erik Skinhøj var modstandsmand og en fremtrædende DKP’er efter krigen. Peter Skinhøj har selv aftjent sin pligt i akademisk politik som medlem af fakultetsrådet og som prodekan i en årrække for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, men partipolitisk deklarerer han ikke kulør som andet end “lidt til venstre for midten”.

Han har bl.a. engageret sig i at give lægehjælp til slumstormere i 60erne og i at organisere læger mod EF og var i knapt 10 år formand for AIDS Fondet.

Nemlig indtil november 2008, da Lars Østergaard stillede op mod Skinhøj, som havde været formand i AIDS-Fondet siden 1999. Mere om Fondet på https://globalnyt.dk/content/ny-forkvinde-hos-aids-fondet 

Efter sin pensionering i oktober 2014 har Peter Skinhøj bibeholdt enkelte faglige funktioner som ekstern censor ved Københavns Universitet, sagkyndig konsulent for Styrelsen for Patientsikkerhed og bestyrelsesmedlem eller rådgiver i fonde med sundhedsfaglige formål.

Han nyder pensionisttilværelsen sammen med hustruen Ida, en søn og svigerdatter og to børnebørn.