Nigeria fylder 60 – er der noget at fejre?

gettyimages-1228846717
Demonstranter fra #RevolutionNow brugte fejringen af Nigerias 60 års uafhængighed til at gå på gaden og markere deres utilfredshed med landets regering.
Foto: Olukayode Jaiyeola/NurPhoto via Getty Images
Forfatter billede

20. oktober 2020

Efter cirka 60 års kolonistyre opnåede Nigeria den 1. oktober 1960 uafhængighed fra kolonimagten Storbritannien. Dagen blev fejret med pomp og pragt, og som i andre lande i Afrika var forventningerne til fremtiden store. Landets første premierminister, Sir Abubakar Tafawa Balewa, holdt hovedtalen ved uafhængighedsfesten i Lagos og fejrede, at Nigeria nu var en ”uafhængig, suveræn nation”, som ”står velbygget på fast grund.”

Nigeria har nu fejret sit 60-års jubilæum som selvstændig stat, og mange nigerianere har kommenteret jubilæet. Menneskerettighedsaktivisten og advokaten Mike Ozekhome mener for eksempel ikke, at der er meget at fejre. Han er trist til mode over et Nigeria, som hverken har ”udviklet sig” eller er ”modnet” i løbet af de 60 år, og som heller ikke har formet sig til en nation i nogen meningsfuld forstand. Det 60-årige Nigeria er et land, som fatalt mangler social retfærdighed, demokratisk politik, økonomisk lighed og religiøs og etnisk tolerance.

Og spørger man de tusindvis af unge nigerianere, som i øjeblikket demonstrerer imod politivold i Lagos og andre steder i Nigeria og udlandet, vil de være enige. De bruger hashtags som #EndBadGovernance, #RevolutionNow, #BetterNigeria og #FixNigeria og viser, at de ikke blot demonstrerer imod politiet, men for et bedre Nigeria.

En fragmenteret enhed
Der er langt fra Sir Abubakar Tafawa Balewa til Mike Ozekhome og de unge demonstranter. Og man må overveje, om Nigeria så har udviklet sig til den velbyggede nation på fast grund, som Tafawa Balewa talte om, eller om Nigeria som nation er blevet en skuffelse for nigerianerne?

Til en begyndelse må man konstatere, at Tafawa Balewas vision ikke holdt længe. Han blev selv afsat og myrdet ved et kup i januar 1966, og året efter erklærede igboerne i det sydøstlige Nigeria sig uafhængige af føderationen Nigeria under navnet Biafra. Blot syv år efter sin uafhængighed blev Nigeria kastet ud i en ødelæggende borgerkrig, som sluttede i 1970 med Biafras nederlag. Som det er blevet sagt, havde arvesynden nu gjort sit indtog i nigeriansk politik, og der er den forblevet sidenhen i form af utallige etniske konflikter og militærkup.

Det er nu 50 år siden, borgerkrigen sluttede, og godt 20 år siden Nigeria havde sit sidste militærstyre. Nigeria har haft civilt styre siden 1999, og man kan passende spørge, om landet er lykkedes med den nation-building, som var målet for både Tafawa Balewa og andre afrikanske statsledere ved uafhængigheden.

Nation-building og nationalisme spiller stadig en stor rolle i Nigeria, og ingen nigeriansk politiker lader en lejlighed gå til spilde til at prise den nationale enhed. Den nationale identitet har også bestået den klassiske “fodboldtest”, hvor alle nigerianere hepper på landsholdet og føler sig som ét folk. Det gør de også i mange andre situationer.

Den nationale identitet er dog stærkt udfordret af andre identiteter, først og fremmest etniske og religiøse, som tit er stærkere end den nationale. Den engelske Nigeria-specialist Murray Last har rammende sagt, at i det nordlige og overvejende islamiske Nigeria handler det ikke kun om nation-building, men også om periodisk ”nation-breaking”, fordi regionens muslimer grundlæggende føler sig mindst lige så meget som en del af det globale islamiske fællesskab, umma, som af nationen Nigeria. Til trods for det hænger nationen stadig sammen. Der er ét sammenhængende nationalt politisk system, én økonomi, fælles uddannelses- og sundhedsinstitutioner og så videre.

Hvad der dog nok mest holder landet sammen, er olien i Sydnigeria, som er Nigerias suverænt vigtigste kilde til indtjening af udenlandsk valuta, og i det perspektiv vil den alvorligste trussel mod Nigerias fortsatte eksistens som nation være, at der findes olie i Nordnigeria. Der foregår i øjeblikket en intens olieefterforskning i det nordøstlige Nigeria, og hvis der findes olie her, kan der være økonomisk grundlag for, at Nordnigeria udskiller sig som en selvstændig islamisk stat og således truer hele Nigerias enhed.

Spændinger mellem nord og syd
Det nordlige og sydlige Nigeria blev lagt sammen til én politisk enhed af briterne i 1914, og lige siden har forholdet mellem nord og syd været et nøglespørgsmål, og det er det stadig. Nordnigeria er overvejende islamisk, mens Sydnigeria er overvejende kristent. I nord er der savanneområder og ørken og mangel på god landbrugsjord, mens der i syd er regnskovsområder og frodig jord. Der er olie i syd, men (endnu) ikke i nord, ligesom uddannelsesniveauet og det generelle udviklingsniveau er langt højere i syd end i nord.

Indtil for nylig har Nigeria også været politisk delt i nord og syd.

Nordlige politikere fik stort set alle deres stemmer i nord, og tilsvarende fik politikere fra syd deres stemmer her, men ved de to sidste nationale valg i 2015 og 2019 er der sket en bemærkelsesværdig ændring i denne politiske geografi. Ved begge valg fik den nuværende præsident Muhammadu Buhari, som er muslim fra nord, en væsentlig del af sine stemmer i syd, og ved valget i 2019 var disse sydlige stemmer afgørende for hans valgsejr. Det er ikke blot en detalje ved valget, men et afgørende signal om, at den splittelse mellem nord og syd, som har præget hele Nigerias liv som selvstændig nation, kan være på vej til at blive blødt op.

Økonomi, sikkerhed og økonomisk sikkerhed
Blandt Nigerias mange problemer vil de fleste nigerianere placere sikkerhed og økonomi højest på listen. Sikkerhedsproblemerne er da også voldsomme.

I det nordøstlige Nigeria har den islamiske Boko Haram-bevægelse kæmpet en brutal terrorkrig mod civile nigerianere og mod den nigerianske stat og var for blot få år siden tæt på at kontrollere hele den nordøstlige region. Tusinder er slået ihjel, endnu flere er fordrevet, og landbrug, infrastruktur, hospitaler og skoler er ødelagt. I landets Middle Belt (en region, der, som landet antyder, går på tværs af Nigeria, red.) er der stort set dagligt voldelige sammenstød mellem lokale landbrugssamfund og stærkt bevæbnede nomademilitser. Også her er tusindvis af mennesker døde, fordrevet eller har fået deres livsgrundlag ødelagt. Og i det sydøstlige Nigeria ulmer den gamle Biafra-bevægelse stadig, og blandt igboerne er der et stærkt ønske om selvstændighed fra det føderale Nigeria eller i hvert fald en mere autonom status.

Præsident Buhari lovede ved sin tiltrædelse i 2015 at ville udrydde Boko Haram. Det har han ikke gjort, men han har svækket bevægelsen afgørende. Til gengæld er konflikterne i Middle Belt vokset eksplosivt, og Biafra-bevægelsen har vokset sig stærkere. Så sikkerheden er stadig et akut problem.

Det samme er Nigerias økonomi. Nigeria har haft en stærk økonomi, og for blot få år siden var den Afrikas største. Hovedproblemet er i dag at skabe økonomisk vækst, som ikke er relateret til olien, og at skabe større økonomisk lighed. Uligheden er så stor, at den konstant er en trussel mod den sociale og politiske stabilitet og dermed også udgør et alvorligt sikkerhedsproblem.

En kolos på lerfødder?
Nigeria er heldigvis meget andet end problemer. Som sagt tyder de sidste to nationale valg på, at en ny og mere stabil civil politisk kultur er ved at udvikle sig, selv om borgernes aktive deltagelse i den demokratiske proces til tider er lille.

Flertallet af nigerianerne opfatter i dag militærstyre, som i flere årtier efter uafhængigheden var det normale i Nigeria, som noget, de har lagt bag sig. Samtidig findes en stærk dynamik blandt mange unge veluddannede nigerianere, som brænder efter at virkeliggøre deres idéer. Kulturlivet blomstrer med en voksende skare af internationalt kendte forfattere og forlag. Lagos Fashion Week er blevet et must i den internationale modeverden, og nigerianske musikere og filmfolk gør sig internationalt gældende.

Nigeria står stadig – måske ikke på fast grund, men det står. Landets sammenbrud er blevet forudset utallige gange, men hver gang er profetierne gjort til skamme. Og det er i sig selv grund nok til at ønske fødselaren tillykke med de 60 år.

Niels Kastfelt er professor emeritus fra Københavns Universitet, hvor han har undervist på Teologi og Center for Afrikastudier. Siden 1978 har Kastfelt utallige gange været på feltarbejde i den nordlige del af Nigeria, og er Danmarks ubestridte Nigeria-ekspert.

Læs også: ’Danmarks Nigeria-ekspert går på pension’