”Racekampen er ikke vores kamp”

chigozie_obioma
Chigozie Obioma i samtale med Michael Juul Holm under Louisiana Literature
Foto: Gerd Kieffer - Globalnyt
Gerd Kieffer-Døssing

23. august 2016

Da den nigerianske debutforfatter Chigozie Obioma sendte sit manuskript til de første amerikanske forlag, blev han afvist. Det var ikke som sådan, fordi de ikke kunne lide bogen, de syntes faktisk, den var virkelig god, men bogen både begynder og ender i Afrika. Der var ingen forbindelse til USA. Den handlede ikke om race (”Amerikanere er besat af race,” som han siger), om den amerikanske drøm, eller om Vesten-Afrika modstillingen. Og det var et problem.

‘Vi var fiskere’ handler om fire brødres opvækst i 1990’ernes i Nigeria, og om hvordan en fraværende far og en spådom kan vende op og ned på en ellers stabil tilværelse (læs Globalnyts anmeldelse). Flere gange i bogen bliver muligheden for at komme til Canada for at studere bragt op, og Obioma afslører, at Canada slet ikke var med i den oprindelige udgave; det var i stedet USA, drengene drømte om at studere i.

”Det endte faktisk med, at nogle af forlagene foreslog, at jeg jo kunne lade brødrene ankomme til USA, så en del af historien kunne foregå dér. Det blev jeg så vred over, at jeg skrev USA helt ud og erstattede det med Canada,” fortæller Chigozie Obioma med en dyb stemme og et smil.

Afvisningen har forlagene nok fortrudt sidenhen, for Obiomas roman The Fishermen (på dansk: ‘Vi var fiskere’) har vundet både priser og scoret topanmeldelser og været med i opløbet for at vinde Man Booker prisen – den næstvigtigste litteraturpris i verden.

Fokus på Nigeria

Chigozie Obioma begyndte at skrive bogen, kort efter han i 2007 flyttede til Cypern for at gå på college. Iblandet en stærk hjemve efter familien, hjemlandet og hans 11 søskende, var ankomsten til den lille Middelhavsø også anledning til en åbenbaring:

”Jeg vidste godt, at det ikke gik ret godt i Nigeria, men det var først, da jeg flyttede til Cypern og fik noget at sammenligne med, at jeg kunne se, hvor grelt det stod til. Så jeg besluttede mig til at skrive en bog om Nigeria, og om hvordan folk lever i Nigeria.”

I dag er Chigozie Obioma bosiddende i USA, hvor han er professor i litteratur og kreativ formidling ved Nebraska-Lincoln Universitet. Men trods sine adskillige år i udlandet spændt ud mellem Afrika og Vesten, har han intet ønske om at skrive om USA, om at være fanget mellem to kulturer, eller om race, som flere af de øvrige aktuelle afrikanske forfattere fokuserer på.

Han synes, at hans afrikanske forfatter-kollegaers bidrag til race-diskussionen er vigtig, men, som han siger:

”Racekampen er ikke vores kamp, det er afro-amerikanernes kamp. Der er ingen racisme i Nigeria, for vi er alle sorte mennesker. Jeg synes, der er langt mere presserende ting at tage op.”

Landet, der ikke eksisterer

I sin bog gør Obioma intet forsøg på at forskønne sit hjemland. Tværtimod leverer han et direkte, ærligt og pågående portræt af et land med store udfordringer:

”Når jeg er ude at promovere min bog, kommer nigerianere bosat i udlandet altid hen til mig og siger: ’Det er en god bog, men hvorfor tegner du sådan et negativt billede af Nigeria?’ Men jeg prøver at skrive så ærligt som muligt. Jeg kan ikke sidde komfortabelt i New York og sige, at Africa is rising, når det ikke er sandt.”

For mange er Nigeria et paradoks. Det er Afrikas mest folkerige stat, kontinentets næststørste økonomi (Sydafrika har lige nappet førstepladsen), den unge befolkning er stor, og undergrunden er rig – men alligevel er der udbredt korruption, etnisk uro, politisk tumult, Boko Haram hærger i den nordlige del, og mens landets veluddannede rejser væk i fly, hopper de dårligere stillet ombord i usikre både i Libyen med retning mod Europa.

”Nigeria burde være et blomstrende land, men dybest set eksisterer Nigeria slet ikke. Nigeria er en tilfældig ting, en fremmed idé, som ikke har nogen rygrad, og som blev skabt uden tanke for befolkningen,” siger Chigozie Obioma med reference til Berlinkonferencen i 1884, hvor de europæiske stormagter trak streger på det afrikanske landkort og delte kontinentet mellem sig i vilkårlige nationer, der hverken fulgte etnicitet, sprog eller tilhørsforhold. Og dertil kom en vestlig måde at gøre tingene på, som afrikanerne pludselig skulle forholde sig til og leve efter:

”Alle siger, at Afrika fejler, men grunden til det er, at afrikanere er blevet tvunget til at adoptere en kultur, som de ikke forstår, og ikke er vant til. Det er derfor, de fejler.”

Som Chigozie Obioma ser det, er problemet, at nigerianere har inkorporeret dele af deres oprindelige kultur i den vestlige kultur, og de to fungerer ikke sammen:

”Det er et clash of civilisations – vi blander to kulturer, der er radikalt forskellige, og står derfor med et ben i hver lejr. Vi har et valg: Enten kan vi gå tilbage til, hvordan det var før i tiden, eller vi kan følge den vestlige vej fuldt ud, hvilket er den vej, jeg synes, vi skal tage. Det er den moderne vej, og det er for sent at vende tilbage.”

Forstå verden bedre

Når Obioma cirka en gang om året er hjemme på besøg i Nigeria bliver han deprimeret over den fattigdom og det afsavn, som mange i hans land lever med:

”Jeg tror, jeg ville dø af forhøjet blodtryk eller få et hjerteanfald, hvis jeg skulle bo i Nigeria, fordi jeg altid ville være ked af det og deprimeret. Jeg kan ikke holde folks lidelser ud; det knuser mit hjerte.”

Der er noget social harme i Obioma, som han ikke helt kan løbe fra. Han medgiver da også, at han ser sit anerkendte forfatterskab som en platform, hvorfra han kan tale om de problemer, Nigeria står over for: ”Jeg synes, jeg har et ansvar for at informere. Mange mennesker lider, og deres historie fortjener at blive fortalt, så der kan ske en social forandring.”

For litteratur skal netop besidde den egenskab at gøre os klogere, siger han. Da Chigozie Obioma i 2007 rejste til Cypern, læste han ‘Markens grøde’ af norske Knut Hamsun. Han kendte ikke en disse til det norske samfund, Hamsun beskrev, og havde ingen mulighed for at forstå eller forhold sig til det, men var fascineret og opslugt af bogen alligevel:

”Det er dét, god litteratur skal kunne. Den kan få os til at åbne vores sind, så vi bedre kan forstå verden.”