Sydsudans militser frigiver børnesoldater

eye_steel_film
Forfatter billede

Frigivelsen af børnene falder sammen med underskrivelsen af en fredsaftale mellem de stridende parter i landet.

Det indgyder optimisme for UNICEF’s arbejde på området, siger Helen Sandbu Ryeng, der arbejder for UNICEF i Sydsudan.

”Freden er endnu skrøbelig, og vi ved stadig ikke, om den vil vare ved. Men jo mere voldsniveauet falder, desto bedre bliver vores mulighed for at få frigivet endnu flere børnesoldater. Simpelthen fordi vi får adgang til børn, vi i dag ikke kan nå pga. volden, og fordi der er mindre efterspørgsel efter mandskab til de væbnede grupper, når der er fredeligt,” siger hun i en pressemeddelelse fra UNICEF.

Første skridt på lang vej tilbage til samfundet

Frigivelsen kommer da også efter en periode med forbedrede politiske og sikkerhedsmæssige forhold i landet. Det har betydet, at UNICEF i samarbejde med partnere og regeringen i Sydsudan siden februar i år har kunnet sikre en række frigivelser.

I alt mere end 900 børn fundet vej tilbage til det civile samfund. Men trods fremgangen er der fortsat omkring 19.000 børn i tjeneste hos bevæbnede grupper i landet. De bruges til alt fra bærere, kokke til egentlige soldater.

Frigivelsen er kun første skridt på børnenes lange vej tilbage til samfundet. Nogle af dem har familie, men ved ikke, hvor den befinder sig. Derfor hjælper UNICEF med at spore den og sikre genforening. For de forældreløse skal der arrangeres plejefamilier eller anden hjælp.

Herudover har mange psykiske men efter deres oplevelser som soldater. De har set skrækkelige ting, som de skal have bearbejdet for at kunne få en hverdag til at fungere. Derfor yder UNCIEF også psykosocial bistand.

Mange af familierne er meget fattige, og det kan hurtigt blive en økonomisk udfordring for dem at få børnene hjem. Derfor modtager de fødevarebistand, ligesom børnene får adgang til uddannelse, der kan gøre dem i stand til at bidrage til husholdningen. Det medvirker samtidig til, at børnene ikke igen ender som en del af de bevæbnede grupper.

UNICEFs arbejde med børnesoldaterne støttes bl.a. af midler fra Det Obelske Familiefond.