Covid-19 er nået til overfyldt flygtningelejr

voa_in_al-hol_camp_syria_17_october_2019
Al Hol-lejren i det nordøstlige Syrien er især kendt for at huse familier til IS-krigere.
Foto: Y. Boechat (VOA)
Gerd Kieffer-Døssing

11. august 2020

”En stor frygt er blevet til virkelighed,” udtaler Sonia Khush, direktør for Save The Childrens indsats i krigshærgede Syrien.

Udtalelsen falder som reaktion på, at den første beboer i Al Hol, en stor teltlejr for fordrevne i det nordøstlige Syrien, er blevet bekræftet smittet med Covid-19.

Allerede i sidste uge annoncerede FN, at tre sundhedsarbejdere, der arbejder i lejren, som er hjem for titusindvis af mennesker, var erklæret Covid-19-positive. Ved den lejlighed oplyste en kollega til de tre smittede til AFP, at de tre arbejdere for kurdisk Røde Halvmåne, og at man var bange for, at de kunne have smittet lejrens indbyggere gennem disses besøg på sundhedsklinikkerne.

Frygt for spredning
Det er nu sket, skriver altså Save the Children.

”Et Covid-19-udbrud i Al Hol-lejren bliver udfordrende at kontrollere, når man tager i betragtning hvor overfyldt lejren er og hvor dårlig adgang familier har til vand, personlig hygiejne og værnemidler,” udtaler Sonia Khush, der vurderer, at mere end 65.000 mennesker bor i Al Hol.

Teltlejren, der primært er kendt for at huse familier til jihadister fra Islamisk Stat, heriblandt danske statsborgere, ligger i den del af Syrien, der er under ledelse af den autonome kurdiske administration.

Den langstrakte krig har smadret landets sundhedssystem og infrastruktur, og særligt den kurdiskkontrollerede del er hårdt presset. Her, i den nordøstlige region, har man foreløbig kendskab til over 100 Covid-19-tilfælde, skriver Save the Children.

Men får sygdommen i Al Hol for alvor ved, vil det tal hurtigt stige, advarer Sonia Khush:

”Desværre vil der komme flere smittede. Vi må handle hurtigt for at minimere udbruddet (…) Op til 43.000 børn vil blive påvirket af sådan et udbrud. Vi er bekymret for (…) deres svækkede immunsystemer.”