Dansk pensionskæmpe investerer i landbrugsjord i Afrika

Forfatter billede

PensionDanmark investerer nu 320 mio. kr. i afrikansk landbrugsjord, skriver pensionsselskabet på sit website tirsdag.

Med investeringen i landbrugsjord i bl.a. Tanzania, Zambia og Uganda fordobler PensionDanmark sine aktiviteter i Afrika.

Tidligere på året er der investeret 52 mio. kr. i vedvarende energi i Østafrika – og i 2010 blev der investeret 200 mio. kr. i børsnoterede virksomheder i Centralafrika

PensionDanmark gav tirsdag investeringstilsagn på de 320 mio. kr. til fonden Silverland, som investerer i afrikansk agerjord. Kombinationen af højt udbytte pr. hektar, to høstsæsoner om året og jordpriser, der er væsentligt lavere end i USA og Europa, giver udsigt til et attraktivt investeringsafkast, hedder det.

– Vi har stigende fokus på investeringer i det centrale Afrika, som er på vej til at blive en af de næste store vækstregioner i verden. Det seneste år har vi samlet givet tilsagn om investeringer for 600 mio. kr. i Afrika inden for vedvarende energi, børsnoterede selskaber og nu landbrugsjord. De har alle potentiale for gode afkast, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Fonden Silverland vil have fokus på landbrugsproduktion i Tanzania, Zambia, Malawi, Uganda og Mozambique. Det samlede investeringstilsagn til fonden forventes at blive på 1,6 mia. kr.

Samarbejde med lokale bønder

– Vi lægger vægt på, at investeringerne i Afrika er socialt ansvarlige og understøtter en bæredygtig lokal udvikling. Derfor vil fonden arbejde tæt sammen med de lokale bønder om uddannelse, såsæd og adgang til mersalg, så de også kan vinde ved investeringen, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen.

PensionDanmark har i forvejen investeret 200 mio. kr. i børsnoterede selskaber i 10 lande på kontinentet via fonden DUET og 52 mio. kr. i DI Frontier Market Energy & Carbon Fund, der investerer i projekter inden for vedvarende energi i Østafrika.

PensionDanmark administrerer overenskomst- og virksomhedsaftalte arbejdsmarkedspensioner, sundhedsordninger og uddannelsesfonde for tilsammen 12 fagforbund og 37 arbejdsgiverforeninger med i alt 609.000 medlemmer. Medlemmerne er beskæftiget i 24.000 private og offentlige virksomheder.

PensionDanmark er det største arbejdsmarkedspensionsselskab herhjemme. Det ejes af arbejdsmarkedets organisationer – fagforbund og arbejdsgiverorganisationer og betegner sig som et kundeejet pensionsselskab. Aktionærerne får intet udbytte på deres aktiekapital.

Yderligere oplysninger hos:
Pressechef Michael Carlsen, PensionDanmark
tlf. 29 49 46 85

Se også
http://www.pension.dk/da/Om-PensionDanmark/Presserum/Las-nyheder/Nyheder/PD-Nyheder/PensionDanmark-investerer-i-vedvarende-energi-syd-for-Sahara