Majid Bekkas: Magic Spirit Quartet – Goran Kajfes, Jesper Nordenström & Stefan Pasborg
ACT Music
Den marokkanske gnawamusik er en elsket form, som ofte inviterer til, at jazzmusikere går ind og fortolker på de mange traditionelle kompositioner. Kompositioner der for næsten alles vedkommende kommer ud af de natlige ånderitualer med rødder i lige dele vestafrikansk animalisme, islam og her specielt mystikerretningen sufisme.
Til den årlige festival for gnawa- og verdensmusik i den marokkanske kystby, Essaouira, er det kutyme med møder mellem gnawa-mestre og specielt jazzmusikere, og i årenes løb har der været mange spændende konstellationer, hvor ikke mindst afro-amerikanske musikere gennem gnawamusikken fejrer deres oprindelse, fra før slaveskibene sejlede over Atlanterhavet.
Blandt de kendte musikere, der har lavet spændende samarbejder med gnawamusikere, er pianisten Randy Weston, trompetisten Don Cherry, bassisten Bill Laswell, trompetisten Graham Haynes og såmænd Robert Plant og Jimmy Page fra den engelske rockgruppe Led Zeppelin. Her er opskriften ofte, at de vestlige musiker tager til Marokko og finder en af de dygtige gnawamestre, hvorefter et samarbejde kommer op at stå.
Men her er gnawa-mesteren fra Salé ved hovedstaden, Majid Bekkas, en undtagelse. Og at han ikke titulerer sig Maâlem (arabisk for mester) som de fleste andre, handler om, at han ser sig selv som kunstner og måske at mesterskabet er en selvfølge og ikke noget, man skilter med.
Don’t tell it, show it!
Ægte vare
Gnawa handler om ægthed.
Der er dem, der er født ind i miljøet og både er musikere og åndemanere, og atter andre har blot lært sig at synge sangene og akkompagnere med den specielle trestringede gimbri-bas. Den er gnawamusikkens hofinstrument ved siden af de to former for perkussion, som man gerne lærer først sammen med dansene, nemlig kastagnetterne af metal kaldet crotales eller qaraqeb, og den store marchtromme, man slår med kroget trommestik.
Majid Bekkas er den ægte vare, for han har været i lære hos en mester. Men det stopper ikke der, for han var en lovende musikalsk begavelse og er uddannet på konservatoriet, hvor han også spiller den arabiske lut. Her er han i dag en elsket lærer, ligesom han er kendt som en aktiv igangsætter, blandt andet som kunstnerisk leder for den årlige Chellah-jazzfestival i Rabat. Og dertil rejser han tilsyneladende konstant, for han samarbejder med musikere over hele kloden og har allerede lavet skelsættende plader med en række vestlige og østlige mestermusikere.
I Danmark har vi kendt ham i en årrække gennem hans samarbejde med en anden ildsjæl og igangsætter, nemlig trommeslageren Stefan Pasborg, og det er blevet til et udstrakt samarbejde de to i mellem, hvor Pasborg virkelig har lært sig gnawa-musikkens væsen og formår at være kreativt skabende, samtidig med, at han ikke går i vejen for de særegne slag og betoninger, som gnawamesteren slår an med fingrene på gimbriens skindoverflade og som er den rytmiske dirigent. Det er altså noget, de fleste vestlige trommeslagere ikke er lydhøre overfor. Men Stefan Pasborg er heller ikke hvem som helst.
Vi har over en årrække set Majid Bekkas med Stefans gruppe, Ibrahim Electric, og så i den nuværende gruppe, som undervejs har haft musikere som guitaristen Aske Jacoby og pianisten Carsten Dahl ind over, ligesom det typisk er ude i produceren og bassisten Thomas Vangs The Village Recording-studie i Vanløse, at man får samlet musikken på plade.
Således også her.
Velarrangeret møde
Den nuværende gruppe har spillet i et par år og består ud over Majid Bekkas – på sang, gimbri og oud – af to svenske musikere, nemlig Goran Kajfeš på trumpet og pianisten Jesper Nordenström.
På det nye album er alle undtagen to numre traditionel gnawa, hvor Taiba er en Bekkas-komposition i mere arabisk mønster, hvor han spiller på sin arabiske oud og den afsluttende Msq, som jeg tænker er en jam, som i høj grad lyder som herlig stream of consciousness fra et orkester, der har lavet en fed plade og giver sig hen til sidst i den veloplagte kemi med et stykke, der både har elementer af avantgarde og ambient, indtil det kører ud på et gnawa-tema, som Bekkas veloplagt synes at trylle frem, hvorefter bandet følger trop, ikke mindst Pasborgs sprælske trommer og Kajfeš’ og hans ekspressive horn.
Jeg vil lige først indskyde, at i Marokko er der bestemt bedre gnawa-sangere end Majid Bekkas. Han er okay, helt sikkert, og han fylder rollen ud. Men han er ingen Hamid El Kasri, Mustapha Baqbou eller Abdelkebir Merchane, som er de ledende vokalister indenfor genren.
Til gengæld er Majid Bekkas en meget dygtig musiker, og så har han lavet sig en gombas, altså en ombygget gimbri, som han ofte bruger, fordi den har et gribebræt og strengeføring som en bas, og derfor frit kan spilles i alle tonearter uden at der skal stemmes om.
Her på pladen er det dog mest den traditionelle gimbri, der er i brug, og det går over stok og sten. Her lader han ingen af de store derhjemme noget efter.
Majid kan simpelthen det hele.
Så er der Stefan Pasborg – han er nu blevet 45 år og er en dansk virtuos på trommesættet. Det er blevet til et svimlende antal plader fra hans hånd, og han er blandt meget andet over de seneste år kendt fra sit dybt spændende og avantgardistiske duosamarbejde med koraspilleren Dawda Jobarteh.
Og endelig er der de to svenske musikere, hvor specielt trompetisten Goran Kajfeš har været voldsomt flittig og i Jesper Nordenström har en makker på keyboards og flygel, han kender ud og ind.
Derfor er der tale om et mageløst møde, og når det gælder gnawa-crossover noget af det mest frugtbare, jeg har hørt i mange år. Ja, jeg føler mig fristet til at gå 29 år tilbage, da den i USA bosatte Marrakesh-gnawa, Hassan Hakmoun, gik sammen med blandt andre trompetisten Don Cherry og perkussionisten Adam Rudolph og skabte det banebrydende værk ‘Gift Of The Gnawa’.
Her gjaldt nemlig det, der også gælder Majid Bekkas’ gruppe: at mesteren er lydhør og giver plads. Gnawamestre har ofte nærmest en hanløves personlighed, og så kræver det sin mand at indgå i et samarbejde, hvilket mangen en skræmt vestlig musiker på scenen i Essaouira kan tale med om. Her er Majid Bekkas så meget ensemblemusiker, at samarbejdet går op i en højere enhed.
Ligesom der er en vibe, jeg godt kan lide: musikken er virkelig godt arrangeret, samtidig med at der spilles friskt og frit fra leveren. Altså nøje forberedt improvisation.
Kogende inferno
Der lægges på pladen gådefuldt lyrisk ud med forspillet til den berømte og meget brugte gnawa-sang om Aicha, den sorte åndekvinde, som er både elsket og frygtet i Marokko. Ligesom Goran Kajfes fremviser sin herligt tørre lyd på trumpeten.
Majid Bekkas lægger fra i den stil, der er ret populær for tiden, hvor han mere lyder som en koransanger end gnawa, som traditionelt ikke skal neddæmpe sangens skønhed.
Dem med mere stemmemateriale, så som føromtalte Hamid El Kasri plejer at blære sig pænt på denne sang, men eftersom “less is more” er en form for etik, der passer meget godt med, hvad der sig hør og bør indenfor gnawasang, er Majid Bekkas’ afslappede tilgang perfekt.
Vi er i gang og de andre musikere spiller veloplagt jazzet, hvor Pasborgs trommer giver løfter i hvert et beat. Ligesom orkestret, som jeg tidligere har hørt med Carsten Dahl ved tangenterne, har en fuldgod erstatning i den svenske pianist, der fabulerer vidunderligt i undergrunden, inden han slipper den første solo fri.
Med sine over 12 minutter er det pladens længste nummer, og rejser sig som en bjerg, inden vi også i følge traditionen får sat tempoet og svarkorene fra Bekkas’ normale gruppe behørigt i vejret, og trommer og flygel skaber et kogende inferno. Det er gnawa, det er verdensjazz og det er hamrende godt.
Et andet nummer jeg er vild med er bandets fortolkning af klassikeren ‘Bania’, som tilhører den røde trance, men her totalt er blevet omarrangeret. Her tager keyboardspilleren fra på især oldschool-synth, så det er en fryd, og så har trompeten nogle afsæt, ligesom der kommer et herligt fortættet løb, som er taget fra kuyu-dansen, hvor de mandlige gnawadansere normalt lader fødderne lave trommesolo på gulvet, og Majid spiller altså det stykke på sin gimbri til UG med kryds og slange.
Det gør godt med de lyriske kompositioner fra Bekkas selv, fordi der er så meget tryk på gnawa-sekvenserne. Her taler hans arabiske oud, ligesom han fandt en guitar i det danske studie, som bliver brugt undervejs.
Den klassiske Mrhaba sættes i gang, et elsket track der plejer at åbne den sorte trance for Sidi Mimoun. Her spiller Majid den arytmiske indledning, som kan minde om de indiske alaap, som nærmest sætter stemningen. Goran Kajfeš fabulerer allerede på trompeten, spacede keyboards kommer til, og med et ryk lægger Kaptajn Bekkas fra land med det karismatiske riff og Pasborg bygger et kommenterende rytmisk tog og vi er i gang, hvorefter en vældig første trompetsolo guider os af sted. Det er gnawa-substans, og det fede ved bandet er, at de vestlige musikere overhovedet ikke kommer i vejen for trancens magi. Den antager tværtimod nye farve og udtryk i det her selskab.
Majid Bekkas spiller forbilledligt på sin gimbri, og klaverets flotte fabuleringer rider ovenpå en trommeslager, som spiller med et vældigt overskud.
Nej, det er en vældig plade, de fire har begået. Et af de mest vellykkede møder, fordi det er ren alkymi, hvor alting bliver forvandlet til et eklektisk hele.
Oplev Majid Bekkas og hans Magic Spirit Quartet live på Loppen i København den 20. februar – læs mere her