Et foreløbigt farvel til en ”blå politiker, der brænder for den tredje verden”

Isabella Arendt og Christian Juhl til et debatarrengement i marts 2022.
Foto: Jacob Crawfurd
Laurits Holdt

18. maj 2022

”Der er alt for få på den blå side, der som hun brænder for den tredje verden og indsatsen mod fattigdom og uretfærdighed.”

Sådan siger Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl om Isabella Arendt, der tirsdag 17. maj stoppede som formand for partiet Kristendemokraterne og meldte sig ud af partiet, som hun havde været medlem af siden hun var 16. Et parti, der blandt sine mærkesager har, at udviklingsbistanden skal op på én procent af BNP.

Hun trådte ind på den politiske landsscene i 2019, da Kristendemokraternes daværende formand, Stig Grenov, blev sygemeldt midt i valgkampen. Hun var på det tidspunkt næstformand. Med en times varsel stillede hun op i en tv-debat og imponerede flere af de andre deltagere. Sidenhen blev hun valgt som partiets formand.

Kristendemokraterne fik ikke stemmer nok til at komme i Folketinget, men da løsgængeren Jens Rohde i april 2021 meldte sig ind i partiet, fik det alligevel et sæde på Christiansborg. Som eneste medlem blev han politisk ordfører. Tidligere i maj meddelte han, at han ikke stiller op til næste valg.

Satte aftryk på udviklingsstrategien

Udviklingspolitikken har formanden dog selv taget sig af.

Så da der i foråret 2021 skulle forhandles en ny strategi for Danmarks udviklingssamarbejde, og partiet partiet inviteret med til forhandlingerne, var det Isabella Arendt, som trådte til, på trods af, at hun ikke var medlem af Folketinget.

Partiet var også med i den endelige aftale, som blev fremlagt i juni 2021, og Isabella Arendt havde sat nogle aftryk.

Hun var blandt andet med til at sikre, at religionsfrihed og støtte til trosbaserede aktører for første gang er skrevet ind i en udviklingsstrategi, og flere roste hende for at stå fast på, at religionsfrihed bør omfatte alle og at dansk bistand kan gå til alle trosbaserede aktører, ikke bare kristne.

Ifølge Kristeligt Dagblad forsøgte Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen under forhandlingerne at få en formulering med om at tage udviklingsbistand fra lande, hvis de fortsætter med at forfølge kristne. Det fik han ikke, og det skyldtes blandt andet modstand fra Isabella Arendt: ”Jeg mener ikke, at man skal betinge udviklingsbistand af andet end behov,” sagde hun til avisen.

Dansk Folkeparti forlod senere forhandlingerne og var ikke med i den endelige aftale.

På det seneste har Isabella Arendt gjort sig bemærket i diskussionen om det rimelige i, at flygtninge fra Ukraine behandles væsentligt bedre end flygtninge fra de fleste andre lande, som er kommet til Danmark i de seneste år. På en debat om demokrati og menneskerettigheder i forbindelse med det danske udviklingssamarbejde i begyndelsen af marts i år, sagde hun blandt andet:

”Vi er alle meget påvirkede af situationen i Ukraine, men vi må ikke bilde os selv ind, at Putin er værre end [Syriens præsident] Assad. Vi skal ikke vurdere behovet for asyl, efter hvor truet Danmark er, men efter hvor truet mennesker er.”

Læs mere: Hvordan måler man på demokrati og menneskerettigheder?

En dør på klem

Isabella Arendt har tydeligvis et stort politiske talent, og Christian Juhl mener, at det vil være ærgerligt, hvis hun helt stopper i politik.

”Hun har været spændende og inspirerende at arbejde sammen med og forhandle med om udviklingspolitikken – og ikke mindst udviklingsstrategien. Hun har stor indsigt, og jeg har sympati for mange af hendes holdninger. Og så er hun en god forhandler,” siger Christian Juhl til Globalnyt.

Selv lader hun en dør til det politiske liv stå på klem. På sin facebookside skriver hun blandt andet:

”Der er rigtig meget, jeg stadig brænder for. Jeg brænder for at gøre Danmark bedre. Jeg brænder for at skabe et grønnere klima og miljø, for gode rammer for børn og familier. Jeg brænder for kampen for åndsfrihed og udvikling af vores samfund i en mere fri og næstekærlig retning.”

”Hvad der fremover skal ske i mit liv, det ved jeg ikke endnu. KD har fyldt det meste af mit voksne liv. For første gang er papiret helt hvidt og klar til nyt. Hvad det nye bliver og hvor al min energi skal sendes hen – det vil tiden vise.”