Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Første gang jeg mødte Liyuw må have været en gang i sidste del af 1990’erne i Woldiya i Nord Wollo i Etiopien.
Eller rettere det var ham, der opsøgte, rendte efter og mødte mig og gjorde mig til en del af hans univers og håb for fremtiden.
Jeg kom i Woldiya 2-3 gange om året i nogle uger ad gangen. Jeg koordinerede et program, som involverede skole- sundheds- og landbrugsindsatser i det område, der havde været centrum for den gigantiske hungerkatastrofe med ufatteligt mange døde i Etiopien i 1980’erne.
Jeg dækkede katastrofen for Danmarks Radio i 1984, og det var godt at være tilbage i et perspektivrigt program, som gjorde livet bedre for mange mennesker. Det var fødevarehjælp kombineret med langsigtet udvikling.
Det er en anden god historie, som ikke skal fortælles her. Men på grund af den historie var jeg en regelmæssig gæst i North Wollos hovedstad Woldiya.
Woldiya var i 1990’erne en driftig by, som ofte var overnatningssted for snesevis af langturschauffører på vej mod nord eller syd til mellem Addis Ababa og Eritrea, der endnu gav Etiopien havneadgang (Det var inden krigen mellem de to lande).
Den centrale placering gav omsætning, især på et utal af barer og knejper. Der var ludere og tiggere og – viste det sig da der nogle år senere blev testet – en meget høj hiv-procent. Der var også mange gadebørn.
Snakkede som et vandfald
Liyuw var en af dem. Og ikke bare én i rækken. Som udlænding ”ferenji” var jeg populær. Jeg havde dårlig samvittighed, hvis jeg en enkelt gang gik med sko, der ikke egnede sit til at blive pudset, for skopudserne var både små og talrige. Det samme var sælgerne af statslotterisedler, plus naturligvis alle tyggegummi-, cigaret- og sliksælgerne.
Men Liyuw var anderledes. Han snakkede som et vandfald, på noget der var en slags hjemmeavlet engelsk, men hvor der unægtelig var mange ting, jeg ikke forstod.
Han tilbød at vise rundt og at vise vej, selv om jeg ikke havde brug for det, og han fortalte, om alle de europæere og amerikanere han havde hjulpet. Han var en knægt – vel 14-15 år – og uden familie. Alene og fandenivoldsk. Noget skolegang havde han haft, men mest var han selvlærd. Energien var det mest imponerende.
Det blev til gensyn på gensyn, fordi jeg kom tilbage regelmæssigt. Han havde lavet en primitiv scrapbog, hvor folk, han havde hjulpet, takkede ham. Jeg skrev også min dybfølte tak, for at være med i flokken, selv om han egentlig ikke havde gjort noget for mig. Det var som et CV han var ved at bygge op.
Ung turistguide
Jeg kom der regelmæssigt indtil 2001, og i de år, der gik, skiftede han fra at være gadebarn til en slags ung turistguide i et område uden mange turister, men dog med forbipasserende på vej til bl.a. Lalibela. Hans engelsk blev bedre, og han snakkede stadig meget. Også om drømmene. Han ville til Europa eller han ville til USA.
Jeg sagde, hvad jeg skulle sige: ”Drop det. Du har ikke en reel chance. Du skal være med til at bygge noget op her hvor du er født. Du er dygtig, du har chancer”. ”Hvad du evner kast af i de nærmeste krav”, sagde jeg med Bjørnson, men lidt mindre poetisk.
Han drømte naturligvis videre. Samtidig med at han bekæmpede fattigdom og modgang i sin helt individuelle kamp.
Jeg hjalp ham lidt i ny og næ, men i virkeligheden altid kun med håndører. Ikke noget der ændrede noget. I hvert fald ikke før han oplevede en ny og mere grundlæggende udfordring. I Etiopien vil systemet have styr på alt og alle, og en dag kom der meddelelse om, at det også gjaldt turistguider. Ingen måtte guide turister med mindre de havde en statsgodkendt eksamen som turistguide. Det rystede Liyuw.
Men han rejste til Addis og gik i gang. Det var ikke verdens største eksamen. Jeg hjalp med skolepenge, vel over et års tid eller lidt mere. Han bestod.
Jeg sluttede som koordinator i 2001, men besøgte siden Etiopien og mødte ham også i Addis. På en ferie med venner guidede og hjalp han som en vennetjeneste. Han havde stadig sine drømme. Jeg prædikede stadig fornuft.
Kom til det forjættede land
Så slap jeg kontakten indtil jeg en dag vel i 2006 eller 2007 fik en mail fra USA. Den var fra Liyuw. Han var karrig med detaljer, men fortalte at han som turistguide var han blevet kæreste med en sort amerikansk turist. Nyforelsket var det lykkedes ham at komme med hende tilbage til USA, og nu havde han både hende og lille yndige nyfødte Nunu.
Han fik siden arbejds- og opholdstilladelse. Han gik i gang, og knoklede med alt hvad der var et få, blandt andet som opvasker. Var i en periode i Alaska som truckchauffør for at tjene penge og spare op. Hans nye drøm var at blive arkitekt, og han startede studier, men sprang fra og endte sammen med en ven med at lave Pop-up etiopisk cafe i New York.
Dét gik, og efter nogle år poppede Bunna Cafe ikke bare op, den fik permanent New Yorker-status og adresse. Liyuw lever ikke længere sammen med Nunus mor, men Nunu har han stadig far-kontakt med, og som cafe-ejer (med en makker) er han blevet en del af sin egen amerikanske drøm.
Min CO2-kvote er opbrugt, og jeg rejser ikke meget mere, men gode venner har besøgt hans cafe i New York. Den og han har det godt, får jeg at vide, og det er jo også det, han selv fortæller mig.
Med til at holde drømme i live
Jeg skrev for ikke så længe siden en blog, om at den ny migrantsituation i Europa og USA jo er et udtryk for, at fattigrøvene nu også vil have del i den frihed, globaliseringen har givet alle de rige og intellektuelle.
Alle andre søger derhen, hvor de helst vi være. Det gør Afrikas fattige og energiske drømmere også. Og det kan alverdens Inger Støjbergere ikke lave om på.
Liyuw afviser at være eller blive rollemodel. Han rejste på grund af kærlighed. Han er bedrøvet over de utallige historier om desperate flygtninge, der mister livet på deres rejse, og han ønsker bestemt ikke at inspirere andre afrikanere til at flygte eller migrere. Han vil ikke anvendes eller misbruges som en succeshistorie.
Jeg er også stadig rigtig fornuftig, og jeg er blevet ved med at fortælle unge afrikanere, at de skal blive hjemme og skabe udvikling, dér hvor der er allermest brug for det. Jeg understreger også, hvor mange det går rigtig galt for, når de prøver at følge deres helt urealistiske drømme.
Men rigtigt mange har alligevel den temmelig korrekte opfattelse, at det også let går galt, hvis de bliver hjemme. I valget mellem den nære desillusion og den fjerne drøm vælger voldsomt mange den fjerne drøm.
Liyuw var virkelig en fattigrøv. Nu har han et liv. Han er en af dem, der er med til at holde drømme i live, selv om han ikke selv ønsker det. Og så kan jeg jo stikke min snusfornuft et eller andet sted hen.
Find Bunna café i Brooklyn her
Kom og vær med som skribent!
Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg offentliggøres løbende i den kommende tid.
Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.
Peter Sigsgaard vil meget gerne kontaktes på e-mailadressen fortaellerhjoernet@
Indlæg er honorarfrie.
