FLS: Kobbereventyr i Mongoliet

Forfatter billede

Den danske koncern, FLSmidth, der leverer udstyr til mineindustrien verden over, nyder godt af den intensiverede jagt på værdifulde mineraler, især kobber, i ellers hidtil ufremkommelige egne, skriver Berlingske onsdag.

“For hver dag, der går, bliver der færre ressourcer i jorden. Man skal behandle flere mængder råmineraler for at kunne udvinde de nødvendige slutprodukter, siger koncernchef i FLS, Jørgen Huno Rasmussen, til bladet, og uddyber:

“Desuden bliver mineralerne sværere at komme til, så mineselskaberne skal grave dybere og dybere. De må fjerne mere og mere jord for at komme ned til mineralerne. Og det kræver maskiner og udstyr, som vi kan levere”.

Det centralasiatiske land, Mongoliet, rummer nogle af verdens største reserver af kobber, kul og guld og FLS er gået ind i landet i slipstrømmen fra flere store mineselskaber.

I slutningen af 2011 vandt koncernen sin første store ordre (over 600 mio. kr.) fra det mongolske selskab M.A.D. på udstyr til opbygning af en komplet kobbermine.

Og i år underskrev FLS endnu en kontrakt i samme størrelsesorden på opførelse af en cementfabrik 300 km fra hovedstaden Ulan Baator.

Verden over har den danske koncern nu servicecentre: et af dem ligger i Chile, idet Latinamerika er den største producent af kobber, som er meget efterspurgt, skriver Berlingske.