Holland og Belgien har netop fordømt Islamisk Stats overgreb på yezidier som folkemord. Dermed tilslutter de sig både FN og EU og en lang række lande, som kalder terrorbevægelsens overgreb mod mænd, kvinder, børn, ældre, syge og personer med handicap ved dets rette navn: folkemord.
Et folkemord sker, når aggressorer bevidst udrydder en bestemt gruppe mennesker udelukkende, fordi de tilhører en bestemt race, etnisk gruppe eller religiøs retning.
Plaget af traumer efter overgreb
På tirsdag den 3. august 2021 er det syv år siden IS angreb yezidiernes hovedby Sinjar og henrettede mænd, voldtog kvinder og fangede unge piger for at sælge dem til højestbydende på slavemarkeder. De overlevende og undslupne flygtede op på Sinjar-bjerget, hvor Mission Øst siden har hjulpet det lille mindretal med husly, vand og traumebehandling.
For traumerne sidder stadig i det lille mindretal. Jeg talte for et par uger siden med nogle af de unge kvinder, der var børn, da de blev taget til fange af IS, nogle af dem i henved fire år. Nu har nogle af dem overlevet de forfærdelige forbrydelser, de har været udsat for, men deres fysiske og psykiske helbred lider stadig af traumer, som forhindrer dem i at have et velfungerende liv sammen med andre mennesker.
Vi kan hjælpe materielt og til en vis grad også mentalt, men yezidierne har brug for oprejsning. De har brug for at mærke, at der stadig er retfærdighed til. Og det får de, når verdenssamfundet anerkender de forbrydelser, som Islamisk Stat har begået imod dem.
Anerkendelse styrker retsfølelsen
Danmark har endnu ikke officielt anerkendt folkemordet, selv om USA, Canada, Storbritannien og nu Belgien (30. juni 2021) og Holland (6. juli 2021) har gjort det.
Og det har stort betydning for et lille forfulgt mindretal. At fordømme overgreb som folkemord viser de overlevende, at der stadig er retfærdighed til i verden. Det viser også forbryderne, at de ikke vil slippe godt fra deres forehavende. Og det signalerer tydeligt til alle og enhver: Vi vil ikke acceptere, at sådan noget gentager sig!
Skal nøden få en ende og uhyrlighederne stoppe, skal verdenssamfundet land efter land – også Danmark – fordømme overgrebene. En god begyndelse er at kalde dem ved rette navn: folkemord. Kun derved kan vi opretholde en retfærdig standard, der giver håb om, at nøden en dag vil få ende.
At anerkende et folkemord bringer ikke de dræbte tilbage. Men det minder os om uhyrlighederne og kan derved – forhåbentlig – dæmme op for at noget lignende gentager sig i fremtiden.
Derfor håber jeg, at også Danmark følger trop og officielt fordømmer Islamisk Stats overgreb mod det yezidiske mindretal som folkemord.
Betina Gollander-Jensen er generalsekretær i Mission Øst.