Midt ude i den vindblæste ørken deler en 2.700 kilometer lang marokkanskkontrolleret mur Vestsahara i to. Muren består primært af sandvolde, der rejser sig to meter over landskabet. En række mobile radarer placeret langs med voldene kan registrere artilleriild eller bevægelsen af fjendtlige styrker op til 80 kilometer væk. Den østlige side af muren er mineret med over syv millioner landminer og udgør det længste sammenhængende minefelt i verden. For hver femte kilometer ligger en militærbase, der til enhver tid huser 35-40 soldater. Til hver base er tilknyttet en station, hvorfra mobile enheder kan rykke ud, hvis basen får brug for forstærkninger.
Ressourcerne og arbejdskraften viet til forsvarsværket samt de 100.000 soldater, der patruljerer muren, er et direkte bevis på marokkanernes indædte insisteren på, at Vestsahara er og skal forblive en del af Marokko.
Forlængelse af mur efter våbenhvile vakler
13. november oplyste den marokkanske udenrigsminister, Nasser Bourita, at de marokkanske myndigheder vil udvide muren i den sydlige del af Vestsahara tæt ved grænsen mod Mauretanien.
Meldingen kom, efter at marokkanske styrker rykkede ind i det sydlige Vestsahara for at bryde en blokade, som sahrawier havde sat op ved en grænseovergang mellem Vestsahara og Mauretanien i protest mod det, de anser for at være marokkansk udnyttelse af Vestsahara. Marokkanske medier har i stedet kaldt blokaden et udtryk for separatisme, og beskyldt Polisario Fronten for at stå bag.
Polisario Fronten er en befrielsesbevægelse, der siden 1970’erne – med opbakning fra Algeriet – har kæmpet for at løsrive Vestsahara fra Marokko og etablere en nationalstat til sahrawierne, der er områdets oprindelige folk. En våbenhvile har eksisteret mellem Polisario Fronten og Marokko siden 1991, men med de seneste begivenheder er den begyndt at vakle.
Polisario Fronten har ikke taget ansvar for blokaden og beskylder nu Marokko for at bryde våbenhvilen ved at rykke ind i området med bevæbnede styrker. Udenrigsminister Bourita fastholder, at marokkanske styrker kun har affyret varselsskud, og at Marokko fortsat forpligter sig til våbenhvilen.
Det var dog ikke nok for lederen af Polisario Fronten, der i et brev til FN skrev: ”Med denne operation har Marokko undermineret ikke bare våbenhvilen og relaterede militære aftaler, men også chancen for at opnå en fredelig og varig løsning på spørgsmålet om Vestsaharas afkolonisering.”
Glemt af FN
Riccardo Fabiani, nordafrikaekspert og projektleder ved International Crisis Group, retter en skarp kritik mod FN i forbindelse med den eskalerende situation i Vestsahara.
”Man har fra FN’s side forsømt at mægle mellem de to sider,” fortæller han til al-Jazeera.
Siden 1991 har den fredsbevarende FN-styrke MINURSO ellers været til stede i Vestsahara. Styrkens opgaver er blandt andet at monitorere troppebevægelser i området, gøre Vestsahara klar til en folkeafstemning om selvstændighed og sikre, at alle parter overholder våbenhvileaften.
Tidligere dansk majorgeneral Kurt Mosgaard, der stod i spidsen for MINUSRO mellem 2005 og 2007, er dog enig i Fabianis kritik.
”Vestsahara er glemt af de fleste. Et eksempel på dette er, at stillingen som FN’s generalsekretærs personlige udsending til regionen har været ubesat i halvandet år,” siger han til Globalnyt.
MINUSRO er derudover den eneste mission i FN-regi, der ikke har mandat til at overvåge krænkelser af menneskerettigheder. I FN’s sikkerhedsråd har Frankrig konsekvent nægtet at give missionen dette mandat, skønt adskillige kilder, blandt andet Human Rights Watch, bekræfter, at menneskerettighedskrænkelser finder sted. Så sent som den 30. oktober 2020 forlængede sikkerhedsrådet endnu engang missionen uden at ændre i dens mandat. En foreslået tilføjelse om at inddrage flere kvinder i fredsprocessen og missions arbejde opnåede ikke flertal. Forlængelsen gælder for et år.
Missionen har ad flere omgange forsøgt at fuldføre opgaven om at gøre Vestsahara klar til folkeafstemning, ved at kortlægge hvem der vil have ret til at stemme. De marokkanske myndigheder har indtil videre ikke ville anerkende missionens resultater på dette område.
De evigt koloniserede
FN-styrken er et forsøg på at løse en konflikt, som strækker sig tilbage til dengang, der var fransk og spansk overherredømme i Nordafrika. Efter Marokko opnåede selvstændighed fra Frankrig og Spanien i 1956, lagde marokkanerne inden for få år pres på de spanske myndigheder for også at afkolonisere Vestsahara. Da det skete i 1975, stod både marokkanske soldater og marokkanske tilflyttere klar ved grænsen.
Spanierne nåede knap at trække sig ud af Vestsahara, før stridighederne blussede op. En mauretansk-marokkansk administration uden intention om at overgive magten til de lokale sahrawier stod pludselig over for en folkelig opstand. Anført af Polisario Fronten med støtte fra Algeriet kæmpede lokale grupper mod den mauretanske administration i syd og den marokkanske administration i nord. Polisario Fronten pressede Mauretanien til at trække sig, men kampene mod de marokkanske styrker gik ikke sahrawiernes vej.
Krigen endte i en våbenhvile i 1991. Da var op mod halvdelen af den sahrawiske befolkning enten flygtet eller fordrevet fra deres hjem i den vestlige del af Vestsahara til flygtningelejre i nærområdet. Samtidig havde de marokkanske myndigheder konsolideret deres greb om cirka 80 procent af Vestsahara med den 2.700 kilometer lange mur, der stod færdigbygget i 1987. De sidste 20 procent af landet, der bestod af ufrugtbar, gold ørken med en meget lille og spredt lokalbefolkning, lod marokkanerne sahrawierne administrere.
Våbenhvilen fra 1991 har vist sig langtidsholdbar, men ifølge Kurt Mosgaard er skudvekslingen 13. november tegn på en stigende frustration blandt sahrawierne over, at man aldrig er kommet videre fra våbenhvilen.
”I flygtningelejrene i Algeriet og i den besatte del af Vestsahara har især de unge fået nok af at vente uden udsigt til nogen fredelig løsning,” fortæller han.
”Nu er konflikten startet igen, og der er tilmed en risiko for, at den kan brede sig til nabolandene Mauretanien og Algeriet. Det vil sætte den sociale og økonomiske udvikling i stå i regionen og potentielt medføre store flygtninge- og emigrantstrømme mod Europa.”
Udvikler situationen sig til en ny krig mellem Polisario Fronten og Marokko, vil sahrawierne tabe. Polisario Frontens militære slagkraft er nemlig ikke længere, hvad den har været, da flertallet af gruppens soldater for længst har lagt våbnene og fortsat kampen gennem ikkevoldelige veje.
Vestsahara har ikke haft en folketælling siden 1970. Det vurderes, at Marokkos massive militære tilstedeværelse samt årtiers marokkansk indvandring tilskyndet af den marokkanske stat har resulteret i, at sahrawierne i dag kun udgør en tredjedel af befolkningen.
Hvad vil Marokko med ørkenstaten?
Vestsahara er uden tvivl en ørkenstat. Der er hverken skove, savanne, floder eller søer. Nedbør falder uforudsigeligt eller slet ikke. Det gør det umuligt at drive landbrug i Vestsahara, og de lokale er afhængige af import af både fødevarer og vand fra Marokko.
Til gengæld er farvandet ud for Vestsaharas kyst rigt på fisk, og fiskeriet beskæftiger to tredjedele af arbejdsstyrken. EU har en fiskeriaftale med Marokko, der også omfatter Vestsahara.
Derudover har man fundet depoter af fosfat, mens oliefund i Mauretanien har skabt håb om, at der er lignende oliefelter ud for Vestsaharas kyst.
De værdifulde naturressourcerne har længe været forklaringen på, hvorfor marokkanerne så heftigt har sat sig på Vestsahara, men et internt notat fra den amerikanske ambassade i Marokko, som Wikileaks lækkede i 2011, fortæller dog en anden historie om Vestsaharas økonomiske udsigter.
Ifølge notatet udgør fosfatfundene ikke engang to procent af de samlede reserver i Marokko, og undersøgelser har ikke vist tegn på olieforekomster. Selv hvis myndighederne faktisk finder olieforekomster ud for kysten og begynder at udnytte disse, så vil Vestsahara aldrig blive en økonomisk gevinst for Marokko.
De marokkanske myndigheder giver nemlig massiv økonomisk støtte til marokkanske virksomheder i Vestsahara for at holde dem oven vande. Samtidig er der den konstante forsyning af vand, fødevarer og brændstof til kunstigt lave priser for at gøre det rentabelt for de mange tusinde marokkanske tilflyttere at bo i Vestsahara, for ikke at snakke om de store summer som den marokkanske stat sender sydpå for at betale for sin militære tilstedeværelse.
Desuden ville den manglende internationale anerkendelse af Marokkos annektering af Vestsahara spænde ben for en storstilet marokkansk eksport af råstoffer, da det ville være i strid med international lov.
Som prikken over i’et har Den Europæiske Unions Domstol ved flere lejligheder, senest i 2018, afgjort, at enhver handelsaftale indgået mellem EU og Marokko ikke kan gælde Vestsahara uden samtykke fra lokalbefolkningen i Vestsahara. Hvis Marokko fortsætter med at forhale den politiske proces i Vestsahara, kan det ende med at trække tæppet væk under hele den marokkanske fiskeeksport til EU.
Hvad der på afstand kan ligne en marokkansk drøm om et eksporteventyr i Vestsahara, virker på nærmere hold som et underskudsmareridt uden en ende i sigte – i hvert fald så længe Vestsaharas og sahrawiernes situation forbliver uafklaret.
(Denne artikel er blevet rettet 20. november, da Globalnyt ikke kan bekræfte marokkanske påstande om, at vejblokaden ved grænseovergangen til Mauretanien var patruljeret af en bevæbnet gruppe)
