Af Lis Garval, U-landsnyt.dk
Christian Friis Bach sagde et værdigt og fornemt farvel til posten som udviklingsminister.- ”det bedste job i verden”. Men han overbeviste ikke om, at det skulle være nødvendigt med så drastisk et skridt.
Udviklingsministeren – for han var udviklingsminister, da han på et pressemøde gav besked om sin fratræden – understregede gentagne gange, at han under et samråd i oktober i Folketingets udenrigsudvalg ikke havde givet Folketinget og offentligheden korrekte oplysninger, og det var en alvorlig fejl.
Oplysningerne havde han fået fra sine embedsmænd i udenrigsministeriet, men ansvaret var hans.
”Jeg er chef for butikken. Ansvaret for at videregive urigtige oplysninger er mit.”
Til spørgsmålet om han var blevet bedt om at gå, var svaret et klart nej.
Men hvorfor så? Det spørgsmål hang i luften, da pressemødet var slut. Der var begået en fejl – måske også en meget alvorlig fejl – men havde det ikke været nok at beklage, at sige undskyld?
Det mente Christian Friis Bach ikke. Og det fastholdt han. Han havde beklaget over for Lars Løkke Rasmussen, hvis rejser på 1.klasse som formand for bestyrelsen i den dansk- støttede organisation GGGI havde startet hele affæren.
(Global Green Growth Institute er en organisation til økonomisk vækst med miljømæssig bæredygtighed. Hovedkvarteret er i Sydkorea, og den blev i 2011 støttet af Danmark med 90 mio.kr. over en 3-årig periode).
Han sagde også, at danske bistandsmidler ikke skal bruges til rejser på 1.klasse og beklagede dybt, at han som medlem af bestyrelsen i GGGI havde været med til at godkende rejser på 1.klasse. Han vidste ikke, at han havde gjort det.
Rejsereglerne godkendt i 2012
Han indledte således pressemødet med at sige, at han havde deltaget i det bestyrelsesmøde i GGGI i maj 2012, da organisationens rejseregler blev godkendt – de famøse regler, som tillod bestyrelsens medlemmer at flyve på 1 klasse, hvad Lars Løkke Rasmussen havde benyttet sig af.
Og det var i strid med, hvad han havde oplyst.
Han forklarede også, at rejsereglerne ikke var blevet drøftet med ét ord på mødet. De lå som et underpunkt af regulativer under budgettet, som var på dagsordenen. Hans talepunkter, som traditionelt var udarbejdet af udenrigsministeriet, nævnte heller ikke rejsereglerne.
Christian Friis Bach kritiserede kun indirekte udenrigsministeriets embedsmænd, men oplyste, at udenrigsministeriet nu har indledt en undersøgelse af hændelsesforløbet omkring vedtagelsen af rejsereglerne i GGGI’s bestyrelsen i 2012 og til i dag.
Han understregede, at hans fratræden ikke havde noget at gøre med oplysningerne i den GGGI-redegørelse, som han har stillet Rigsrevisionen og Folketinget i udsigt og som ventes snarest.
Men i udenrigsministeriets arbejde med redegørelsen var beslutningen om rejsereglerne dukket op. Han var på sin rejse blevet ringet op af en højtstående embedsmand i udenrigsministeriet og oplyst om vedtagelsen af rejsereglerne, da han deltog i bestyrelsesmødet i maj 2012, og traf derefter sin beslutning.
Han havde truffet sin beslutning, sendt sms til sin partiformand og til statsministeren. ”Min beslutning var ikke op til diskussion”.
Det var en alvorlig, rolig og tilsyneladende afslappet, men også smilende og afvæbnende udviklingsminister, der sluttede sin korte indledning på pressemødet med håbet om at have bidraget til at give verden et skub i den rigtige retning.
Men hvorfor var det nødvendigt at træde tilbage?
På pressemødet undrede man sig. Og flere sagde åbent: Ærgerligt. Vi har mistet en god minister
