Klan ledere og civile borgere i Somalia støtter Dansk Flygtningehjælp

Forfatter billede

Traditionelle ledere og det somaliske civilsamfund øger presset for få frigivet de to kidnappede nødhjælpsarbejdere fra Dansk Flygtningehjælp. Budskabet til kidnapperne er klart – frigiv nødhjælpsarbejderne, de kom som gæster for at hjælpe vores folk. Somaliere går i demonstrationer med appel om frigivelse af nødhjælpsarbejderne.

Somaliere samlet i store grupper, råber i takt budskabet om at få frigivet to humanitære nødhjælpsarbejdere hurtigst muligt. Det er blevet hverdagen i det centrale Somalia, hvor der har været mange demonstrationer de seneste uger med det formål at støtte op om frigivelse af amerikanske Jessica Buchanan og danske Poul Hagen Thisted.

Demonstrationerne bliver støttet op fra et stort antal traditionelle somaliske ledere, indflydelsesrige klanledere og ældre, der fordømmer kidnapningen af de to nødhjælpsarbejdere, som en handling, der er i strid med somaliske værdier, der tilsiger somaliere at behandle gæster med respekt og værdighed.

Senest har en gruppe indflydelsesrige klan ledere udsendt en fælles erklæring, der fordømmer kidnapningen og opfordrer til en hurtig frigivelse.

– Klanlederne i Somalia er traditionelt dem, der sidder med magten, derfor er det meget opmuntrende, at de går så klart ud og støtter op om vores sag. Vi er taknemmelige for støtten, og håber den snart vil betyde, at vores kolleger bliver frigivet, siger Ann Mary Olsen, chef for Dansk Flygtningehjælps Internationale afdeling.

De to medarbejdere ved Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling, 32 årige Jessica Buchanan og 60 årige Poul Hagen Thisted, blev kidnappet d. 25 oktober, da de var på vej hjem fra et projektbesøg i Galkayo i det centrale Somalia.