Kronprinsesse Mary tager til Marokko i to dage fra onsdag. Formålet er at besøge den sidste del af innovations- og dialogseminaret, Youth Innovation Summit (YIS), som foregår i bydelen Salé ved hovedstaden Rabat.
Her vil kronprinsessen deltage i et motionsløb samt åbne den afsluttende dialogfestival, hvor hun er med i en paneldiskussion med unge entreprenører. Det giver de unge marokkanske talenter mulighed for at fortælle om deres erfaringer i løbet af hele arrangementet, som begyndte mandag og slutter fredag.
Helt konkret er det Udenrigsministeriets Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram (DAPP), FN’s Udviklingsprogram (UNDP) og den marokkanske regering, der sammen holder seminaret. Der er dog ikke tale om et officielt besøg, og derfor forventes kronprinsesse Mary heller ikke at møde repræsentanter for det marokkanske kongehus i denne omgang.
Derimod vil hun møde blandt andre lokale partnere og danske virksomheder. Selve seminaret har deltagelse af almindelige borgere, studerende, virksomheder fra både Danmark og Marokko, NGO’er og offentlige marokkanske myndigheder.
Ifølge Udenrigsministeriet er formålet med Youth Innovation Summit at ”placere unge centralt i udviklingen af nye idéer og løsninger. Det skal fremme beskæftigelsen blandt unge, samt en bæredygtig udvikling, ligesom der er fokus på social deltagelse og etablering af nye platforme for dialog på tværs af generationerne i det nordafrikanske land”.