Litteraturens Beyoncé

Forfatter billede

Af Morten Ranum, U-landsnyt.dk

En tæt pakket Dronningesal i Den Sorte Diamant ventede i spænding. Da hovedpersonen Chimamanda Ngozi Adichie trådte ind på scenen, stod det klart, at hun er en vigtig rollemodel for store dele af publikum. Måske i særlig grad den betydelige del af unge sorte kvinder. Lad os kalde dem ”danish african” i aftenens anledning.

Hvis man var kommet for at få litteretur, blev skuffelsen stor. Det var en hyldest til Adichie som kvinde og som sort. Et stort forbillede for mange kvinder af forskellig hudfarve rundt om i verden. Som var hun rock star. Også aftenens interviewer, Synne Rifbjerg, syntes at nyde det stjernestøv som dryssede på hende i Adichies nærvær. Som show betragtet var aftenen en succes og fantastisk at være vidne til.

Foto: Jakob Crawfurd

Forfatterscene?

Arrangementet foregår under International Forfatterscene. Når aftenens hovedperson er en fiktionsforfatter, kan det undre, at der tales så lidt om litteratur, og når det sker kun meget overfladisk.

Det er rigtig ærgerligt, at de mange litterære referencer, der findes i Adichies forfatterskab, kun optræder som tilfældig namedropping aftenen igennem.

Derimod hører vi utroligt meget om handlingen i Americanah, som netop er udkommet i dansk oversættelse.

Store dele af publikum lader ellers til at kende såvel Americanah som resten af Adichies forfatterskab aldeles godt. Derfor er de næppe kommet for at få et referat. Det mindretal, der endnu ikke har læst Americanah, må ærgre sig over at have fået afsløret så meget af handlingen.

Det ville have været interessant at gå dybere ind i de litterære referencer.

Hvorfor vælger Adichie at indlede en af sine tidligere bøger med direkte at citere titlen på Achebes ”Things fall apart”, men nej. Det nævnes blot og forbigås derefter med indforstået grin mellem Adichie og Rifbjerg på scenen.


Foto: Jakob Crawfurd

Arrangementet måtte også meget gerne have været mere politisk. Adichie ønsker at det enkelte menneske måtte have mange flere valgmuligheder, og hun ønsker derfor en verden, hvor der er meget mere plads til forskellighed.

Hun fortæller, at det som kvinde bliver betragtet som i modstid med afrikansk kultur, hvis man vælger ikke at få børn, ikke at stifte familie i traditionel forstand og ikke opføre sig som underdanig eller forholde sig tavs.

Det ville have været spændende at diskutere, hvad en politisk dagsorden baseret på retten til forskellighed kunne betyde i praksis.

Naturligt hår

Som rollemodel er Adichie virkelig fantastisk og strålende som en stjerne påniveau næsten med Obama. Adiche erklærer også sin kærlighed til såvel Michelle som Barack Obama.

Historien i Americanah udspiller sig gennem en frisørsalon. Derfor er det ganske oplagt at diskutere hår, og afrikansk hår er IKKE for sjov. Det er åbenbart for enhver, der har været i nærheden af en sort kvinde.

Adichie selv har en elegant hårstil lavet i Nigeria, hvor hun kommer fra. Hun konstaterer bramfrit, at hvis Michelle Obama havde haft sit naturlige hår, ville Obama aldrig have vundet præsidentvælget.

USA har kun en sort præsident, fordi han ikke er alt for sort, men problemet er måske ikke, at førstedamen udglatter sig hår frem for at lade det vokse naturligt?

Et hurtigt blik rundt blandt publikums sorte kvinder viser, at meget få af dem viser deres såkaldte naturlige hår; det er enten flettet, stylet eller påsat.

Det naturlige hår findes kun hos kvinder, som ikke har råd til at gå til frisøren, og det kan aldrig blive noget at stræbe efter. Det naturlige hår er en konstruktion, som bruges til at skabe sort identitet.

Adichie pointerer, at der er meget lidt viden om afrikansk hår. Det er sikkert rigtigt, men betragtningen om uvidenhed synes ikke særlig relevant for aftenens publikum.

De mange sorte og brune kvinder i forskellige nuancer (sort er ikke bare sort, men meget ofte også brun) ser bestemt ud til ofte at gå til frisøren.

Mange andre har sandsynligvis brugt en hel del tid på det afrikanske kontinent. Som mand kan jeg blot sige, at jeg er kommet til at vide langt mere om hår og frisørsaloner, end jeg kunne ønske.

Det gælder sandsynligvis også den sorte mand, jeg møder før aftenens arrangement, da vi leder efter parkeingsplads for vore respektive biler.

Adichie har derinod nogle meget interesante holdninger, om hvad der går for sig i frisørsaloner. Hun fortæller, at intet sted har hun oplevet så meget kvindelig imperial magt og kvindelig uvenlighed, men desværre uddybes det ikke.

Sort identitet

Jeg synes, at det er meget frustrerende og bemærkelsesværdigt, at når det drejer sig om en forfatter eller litteratur fra det afriskanske kontinent, indgår der altid meget stærke og stålsatte begreber om race, etnicitet, hudfarve og kontinental homogenitet.

Adichie forsøger delvist at afmontere den tendens ved, at hun helt konsekvent refererer til Nigeria, da dette er hendes erfarings udgangspunkt.

Afrika er ikke bare Afrika, men også Adichie tvinges af omstændighederne ind i en generel kategori om det afrikanske, og hun fremstilles som afrikansk forfatter. Hendes bøger objektiveres som “African Writing”.

På samme måde ligger kategorien sort som en uigennemsigtig tåge, der skygger for retten til forskellighed.

Lad os som med et ekko af mange sorte, brune og hvide mænd og kvinder håbe, at vores børn eller børnebørn må vokse op i en verden, hvor de ikke vil blive dømt på deres farve, race, etnicitet, køn eller sociale status, men på deres drømme.

Se også om Adichie på http://www.kb.dk/da/dia/forfatterscene/140519_Adichie.html og http://en.wikipedia.org/wiki/Chimamanda_Ngozi_Adichie