15 droner og 750 køretøjer med elektronisk udstyr og radarudstyr bliver sat ind på grænserne mellem de i forvejen svært befæstede grænser mellem Marokko og de spanske enklaver på den nordafrikanske kyst, Ceuta og Melilla.
Pris: omkring 200 millioner kroner, og det er endda bare begyndelsen. Det skriver Politiken (artiklen kræver login) med blandt andre den spanske avis El País og marokkanske Le Matin du Sahara et du Magreb som kilder.
I mere end et kvart århundrede er flygtninge fra hele Afrika ankommet til Marokko samt omkring de to spanske enklaver Ceuta og Melilla på den marokkanske kyst ved henholdsvis Gibraltarstrædet og Middelhavet. Især om sommeren når havet er roligt, har man kunnet observere dem i stort tal i byer som Tanger og Nador, ligesom de har taget ophold op ad det store Moussa-bjerg, som ligger i den østlige ende af Gibraltarstrædet nær Ceuta.
Spanien har hidtil haft en ordning med Marokko, der går ud på, at kun migranter, hvor det kan bevises, at de stammer fra Marokko, kan sendes hjem. Resten ville typisk finde arbejde som frugtplukkere og andet arbejde, som menige spaniere ikke ville røre med en ildtang. Dertil ville de nyankomne blive tilbudt leve- og arbejdsvilkår, der ledte tanken hen mod slaveri. Men efter et år eller mere ville belønningen så også falde i form af en permanent opholdstilladelse i Spanien, og dermed i EU.
Det skal nu være slut ifølge Politiken, som citerer både avisen El País og den spanske minister for sikkerhed. Marokko får allerede ros for en betydeligt bedre indsats, der tilsyneladende gør, at færre migranter sætter sig op i de faldefærdige robåde – kaldet pateras – og begiver sig ud på den ofte farefulde sejlads over strædet med de skumle strømforhold.
Her er alene i år ankommet cirka 11.000 migranter via havet bare siden nytår, mens 203 er omkommet. Og det er højsæson for forsøg på at nå den spanske kyst. Det har ført til, at 141 migranter alene lørdag blev hevet op fra havet ud for Spaniens kyst, hvor deres både var sunket og de svømmede rundt i havet, oplyser den spanske søredningstjeneste.
20 kilometer
Der er mange grunde til, at man nu ser med helt andre øjne på, hvordan migrationen skal gribes an. I mange år har der mildt sagt været fleksible holdninger på en grænse, der altså ud over de to stærkt befæstede enklaver på den nordafrikanske kyst også indbefatter muligheden for at sejle direkte mod Spanien.
Her er der fra lokaliteten Ksar El Seghir midt i strædet til Tarifa i Spanien bare 20 kilometer. Herfra har mange både afgået i tiden løb, både de hurtige speedbåde – traditionelt med hash fra de marokkanske Rif-bjerge, men de sidste par årtier med kokain, der er kommet op gennem Sahara med Columbia som afsender – samt de små fiskerbåde med migranter, som typisk er bygget til seks mand, men ofte rummer op mod 40 migranter og dermed er så overfyldte, at de er synkefærdige allerede ved starten.
Her kunne et typisk scenarie være, at en overfyldt båd ville blive spottet i Gibraltarstrædet og spansk politi samt den lokale afdeling af Røde Kors ville blive underrettet, hvorefter politiet ville sejle ud for at eskortere den overfyldte båd ind til kysten.
Her ville de ofte forkomne migranter få to timer med Røde Kors, som ville sørge for tørt tøj, noget varmt at drikke og anden hjælp, inden migranterne ville blive kørt ind til hovedbyen Algeciras, som ligger i samme bugt som en anden enklave, engelske Gibraltar med den berømte klippe.
Og så kom tricket. Migranterne ville blive afhørt, og kunne det ikke påvises, at de kom fra Marokko, som Spanien havde udleveringsaftale med, ville de blive løsladt med ordene ”du har 24 timer til at forlade Spanien”. Hvorefter de reelt stod ude på gaden i Europa.
Tarifa og Algeciras ligger begge i Cadiz-provinsen. Men et lokalt arbejdsformidlingskontor drevet af en marokkansk indvandrer, som alle kendte, ville formidle arbejde, så flygtningene ville blive smuglet ud af Cadiz-provinsen samt den næste provins, som er Malaga-provinsen, for oppe i Almería ville man så på fuld legal vis kunne formidle arbejdet til sulteløn, en praksis der var en væsentlig årsag til, at spanske bønder kunne konkurrere på priser.
Der var endda ikke noget odiøst i det, for i Italien, hvor mange flygtninge kommer op via Libyen og Tunesien, har praksis været nøjagtig den samme.
Men med de nye regler, er der kommet helt andre boller på suppen.
Nye politiske vinde
Der er flere årsager til, at Spanien går ind som en aktiv spiller på vegne af EU. Dels har de mange migranter vækket højrenationalistiske og indvandrerfjendtlige partier, og ikke bare det indvandrerfjendtlige parti Vox, som fik ni procent af stemmerne ved forårets valg, men også de borgerlige partier står for en indvandrerfjendtlig kurs, og det har påvirket det regerende Socialistparti.
Men der har altså også længe været helt andre takter, som i Tanger i Marokko, hvor man de seneste år har set noget, der før var utænkeligt: spaniere der krydser over grænsen mod syd for at søge arbejde i Marokko. Så man må formode, at det lige pludselig er blevet attraktivt også for spaniere at plukke landets appelsiner og andre afgrøder.
Alligevel er det interessant, hvad EU’s store satsning vil gøre. Ikke mindst fordi den menneskelige faktor jo spiller ind og dem, der er afhængige af at få deres varer over strædet – det være sig migranter eller stoffer – normalt finder vej til en embedsmand, der for den rette sum kan vende øjnene væk fra den dyre maskine, når der er behov for det. Eller pludselig finde nogle 500 euro-sedler i et pas, hvis tingene skal glide. Her er smørelse fortsat et fuldt accepteret forretningskoncept.
Også selv om Marokko igen og igen har gjort meget for at udrydde bestikkelse.
Det bliver spændende at se, om det virker. Foreløbig er det stadig op til den spanske kystvagt at tage sig af alle dem, der svømmer rundt i vandet eller driver i land for at blive endnu et nummer i den store anonyme grav oppe på kirkegården ovenfor Tarifa.