Militantes angreb kan hindre nødhjælp i Mozambique

Forfatter billede

Formodede islamister har dræbt syv mennesker i det nordlige Mozambique i en region, der forsøger at komme på benene igen, efter at landet er blevet ramt af to voldsomme cykloner med seks ugers mellemrum.

Drabene er sket i fire landsbyer i regionen Cabo Delgado. Angiveligt var det politisk motiveret og har at gøre med det valg, der efter planen skal finde sted senere på året.

I et distrikt blev omkring 100 huse desuden brændt ned, siger en lokal indbygger, der ikke ønsker sit navn frem, ifølge flere medier til det franske nyhedsbureau AFP.

I det seneste halvandet år har bevæbnede grupper terroriseret dette område, der er rigt på gasforekomster, skriver internationale medier. Mindst 200 mennesker er blevet dræbt i denne periode.

Cyklonen Kenneth ramte Mozambiques nordlige regioner den 25. april. Det voldsomme vejr har kostet 41 mennesker livet.

Hjælpeorganisationer er i færd med at bringe nødhjælp ud, men dette arbejde kan blive hindret af de seneste militante angreb

Der skal være parlamentsvalg i Mozambique den 15. oktober, og registreringen af vælgere er allerede i gang.

En mozambiqisk NGO, Public Integrity Center, der arbejder med valgobservation, siger, at de seneste angreb har ”lammet den igangværende vælgerregistrering”.

”De gentagne angreb forstyrrer vælgerregistreringen i regionen”, siger Magda Mendonca fra PIC ifølge flere medier til AFP.

I den seneste opdatering fra Mozambique skriver FN’s koordinationsenhed, OCHA, at knap en kvart million mennesker er berørt af situationen, efter cyklonen Kenneth ramte landet for to uger siden.

3527 mennesker er fordrevet fra deres hjem og lever derfor i herberger i Cabo Delgade og Nampula-provinsen, skriver OCHA.

Det er vanskeligt at få nødhjælp ud til de fjernest liggende områder, så nogle af indbyggerne her må klare sig, så godt de kan.

”Der var ingen, der kom og hjalp mig og min familie, så jeg måtte gøre noget,” fortæller den 30-årige Sinani Shadique Siwale til nyhedsbureauet The New Humanitarian.

Hans og familiens hjem i byen Macomia blev forvandlet til murbrokker under cyklonen Kenneth.

Siwale er nu i færd med at bygge et nyt hus af mudder, men det er højst usikkert, om det vil være i stand til at modstå den næste storm.