Nyt hold i Afghanistan Komiteen

Forfatter billede

Den 28-årige cand.mag. skal være med til at identificere og definere nye projekter, som medvirker til at sikre afghanerne bedre sundhedsrettigheder.

Neela Farhat Kabir Noori, der bor på Amager, er nyuddannet og har været tilknyttet Dansk Flygtningehjælp som kampagnemedarbejder.  

Hun tog sin magistergrad fra kultur- og sprogmødestudier og internationale udviklingsstudier på Roskilde Universitet. 

“En af de største rejser i mit liv”

Hun afløser Mette Vestergaard, der efter tre år som projektkoordinator og sekretariatsansvarlig i Afghanistan Komitén (DAC) har søgt nye udfordringer som daglig leder af SIND Ungdom.

Hun har i sin tid i DAC været med til at gennemføre et Danida-støttet sundhedsprojekt i Herat, der i juni 2015 blev overleveret til en lokal NGO (se neden for).

Derudover har Mette Vestergaard arbejdet meget for at præge organisationen, så fokus blev rettet mere mod udviklingsprojekter end humanitære indsatser.

Hun siger selv, at hendes tid i DAC har “været en af de største rejser jeg har haft i mit liv”.

“At blive en del af DAC familien, rejse til Afghanistan, møde det afghanske folk og forstå deres virkelighed har gjort umådeligt meget indtryk på mig og er noget jeg aldrig vil glemme”.

Mette Vestergard forlader dog ikke DAC helt – på årsmødet ultimo september blev hun valgt ind som kasserer i foreningens bestyrelse.

Samtidig ansættes Rikke Barner som projektadministrator indtil årsskiftet i komiteens domicil på Nørrebrogade 52 C i København. Hendes opgaver er kommunikation, daglig kontordrift og administration.

Rikke Barner har tidligere arbejdet i Udenrigsministeriet, Ungdommens Røde Kors og UFF (U-landshjælp fra Folk til Folk).

Skuffelse for DAC i Heratdroppet til projekt

DACs bestyrelse afleverede i efteråret 2014 en ansøgning til det afghanske sundhedsministerium for at kunne fortsætte med at levere sundhedsydelser til befolkningen i Herat.

I marts i år blev en lokal NGO – BDN – imidlertid udråbt som vinder af licitationen. DAC overdrog derfor ledelsen af sundhedssystemet d.1.juli 2015.

“Det var med sorg i hjertet, da foreningen gerne ville have fortsat indsatsen. Men, det var også med stolthed, da vi har opnået væsentlige resultater i løbet af de år, som vi har arbejdet i landet”, hedder det i en presseudtalelse.

Og videre:

“Vi har skabt et system, der leverer sundhedsydelser af høj kvalitet til den afghanske befolkning. Vores distriktshospital i Gozarah er udråbt til modelsygehus og vores outreach tiltag gjort til officiel sundhedspolitik i Afghanistan”.

“Vi vil fortsætte vores engagement i Herat. Under et bestyrelsestilsyn i april blev muligheder for nye projekter undersøgt – og sikkert er det; vi vil stadig arbejde for at sikre lige adgang til sundhed for alle afghanere”.

Afghanistan er fra politisk hold på Christiansborg indtil videre sikret en stilling som et af de største modtagerlande for dansk udviklingsbistand.

Se mere på www.afghan.dk