Øget tilslutning til at lade en tredjedel af kloden være beskyttet natur

gettyimages-1225248071
Der er ved at være global enighed om, at 30 procent af kloden skal være beskyttet natur
Foto: Mike Kemp/In PIctures via Getty Images
Thomas Jazrawi

5. februar 2021

Den nytiltrådte amerikanske præsident, Joe Biden, har haft travlt med den præsidentielle kuglepen. Et hav af dekreter er blevet underskrevet efter tiltrædelsen, herunder en del grønne tiltag.

Et af de initiativer, som ikke har fået så meget opmærksomhed, er underskriften på et dekret om, at USA skal beskytte 30 procent af naturen i 2030.

Det er i overensstemmelse med en konsensus, som er ved at indfinde sig globalt. Verdens nationer skal i år vedtage nye mål for at bremse tabet af biodiversitet – hvis altså coronapandemien tillader det.

Det store topmøde, hvor en aftale forventes at blive vedtaget, skal foregå i den kinesiske by Kunming, men det er foreløbigt blevet udskudt fra efteråret til maj på grund af corona-pandemien. Der er imidlertid stor tilslutning til en ambitiøs aftale, som skal skåne klodens natur for mere ødelæggelse.

Sammenhæng mellem naturtab og Covid-19
Forperson for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, brugte en stor del af sin tale ved World Economic Forum på at advare om, at flere pandemier er på vej, hvis ikke vi beskytter naturen.

”Vi har talt meget om sammenhængen mellem tab af biodiversitet og Covid-19. Nu må vi bevæge os mod handling (…) Og hvis vi ikke handler resolut for at beskytte vores natur, vil den næste pandemi være rundt om det næste hjørne,” lød det fra den tyske EU-chef.   

EU-kommissionens udspil til en ny strategi for biodiversitet indeholder også et mål om at beskytte 30 procent af EU-landenes natur, både når det gælder vand- og landarealer.

Læs også: Tre milliarder træer og en masse andre tiltag i ny EU-strategi for naturen

En lang række lande har tilsluttet sig en koalition, der kæmper for, at 30 procent af klodens areal skal være under beskyttelse i 2030. Det gælder så forskellige nationer som Angola, DR Congo, Columbia, Chile, Japan, Pakistan, Peru, Senegal, De Arabiske Emirater og en lang række EU-lande.

30 procent af Danmarks natur bliver næppe beskyttet
Danmark har også tilsluttet sig koalitionen. Det betyder imidlertid ikke, at vi nødvendigvis kan se frem til, at 30 procent af Danmarks areal kommer under beskyttelse.

”Vi står midt i en global natur- og biodiversitetskrise, hvor naturen er presset i hele verden (…) Her skal vi fra dansk side være med til at presse på både i EU og globalt for 30 procent beskyttede områder på land og på havet,” lød det fra miljøminister Lea Wermelin (S) i efteråret.

Lidt senere i pressemeddelelsen er det imidlertid beskrevet, at Danmark ikke kan løfte opgaven herhjemme:

”Det er ikke er realistisk, at der udlægges 30 procent beskyttede områder på land i Danmark grundet befolkningstæthed, jordbrugsproduktion m.m., men i fælleskab har EU-landene længe været i front, så der er i dag 26 procent beskyttede områder på land i EU”.

Det vækker kritik hos flere grønne organisationer. 

“Det er en utrolig slatten udmelding fra ministeren. Selvfølgelig skal vi også i Danmark sikre, at naturen får plads og beskyttelse (..) Danmark er et rigt land, der bør have råd til at tage sin del af ansvaret for at give naturen plads. Det er på ingen måde urealistisk, at Danmark når op på mindst 30 procent både på land og på havet,” udtaler eksempelvis Egon Østergaard fra Dansk Ornitologisk Forening.

Kina fremhæver udviklingslandene
Kina er som værtsnation vigtig for succes ved det kommende FN-topmøde, men her har man ikke tilsluttet sig koalitionen, der kalder på beskyttelse af knap en tredjedel af klodens areal.

Den asiatiske gigant opfordrer imidlertid til en ambitiøs strategi ved det kommende topmøde. En generaldirektør ved Kinas miljøministerium, Cui Shuhong, understreger dog samtidig, at den skal være “balanceret” og tage hensyn til udviklingslandenes kapacitet, ifølge China Daily.

”Verdens kapacitet, særligt udviklingslandenes, bør blive taget i betragtning, når der skal sættes mål. Når det gælder ressourcemobilisering (finansiering af udviklingslandenes naturindsats, red.), implementering og evaluering, bør støtten til udviklingslandene øges,” lyder det fra embedsmanden.

Han understreger, at Kina er langt fremme med planlægningen af topmødet. Temaet er ‘En økologisk civilisation – opbygning af en fælles fremtid for alt liv på Jorden’. Begrebet ”økologisk civilisation” er blevet fremhævet af landets nuværende leder, Xi Jinping, efter landet har oplevet en galoperende økonomisk udvikling i årtier – som har haft store konsekvenser for miljø og natur.

Det udskudte topmøde står til at skulle foregå i den sidste halvdel af maj, men tidspunktet er stadig tvivlsomt på grund af situationen med coronavirus i verden, beretter den kinesiske generaldirektør. 

USA ikke med i konvention
Joe Biden har i den første runde af præsidentielle dekreter ligledes sørget for, at USA igen er tiltrådt den globale klimaaftale, Paris-aftalen. Til gengæld har supermagten aldrig været en del af FN’s Konvention om biodiversitet, der er ramme for den globale indsats mod naturtabet. 

Og her står USA stort set alene, da 196 af verdens nationer har tilsluttet sig konventionen. Det kan blive vanskeligt for Joe Biden at få amerikanerne med i konventionen, da der vil være modstand i det politiske system. 

Alligevel er amerikanerne repræsenteret med delegationer på de store topmøder. Når turen kommer til topmødet i Kunming, kan stormagten komme til at spille en positiv rolle for en ambitiøs strategi, særligt med det nye løfte om at beskytte 30 procent af naturen i det store land, lyder det i en kommentar på World Politics Review.