Sverige: Million ind på rekordtid til nyt site om “verdens hvide pletter”

Forfatter billede

En folkefinansieret digital platform for grundig udviklingsjournalistik er på beddingen i Sverige. “Folk vil have flere perspektiver på verden”, siger digitalrådgiver Brit Stakston, en af otte initiativtagere bag Blank Spot Project, til magasinet Bistandsaktuelt i Oslo onsdag. 

I efteråret blev det kritiske og reportagestærke svenske magasin “OmVärlden” nedlagt og lavet om til et PR-produkt for sin udgiver, Sida, det svenske Danida.

Avisene i Sverige såvel som i Norge skærer ned på udenrigsdækningen. Det fik flere svenske mediefolk til at overveje et nyt netsted med udviklingsjournalistik betalt via folkefinansiering – “crowdfunding”.

Det indebærer, at læserne betaler direkte til en gruppe journalister for at bedrive grundig og kritisk udviklingsjournalistik, skriver Bistandsaktuelt, som selv er fristående i forhold til Norad, det norske Danida.

En million i støtte på kort tid

“Blank Spot Project”, i samarbejde med indsamlings-netstedet “Fundedbyme”, blev lanceret i midten af februar.

Allerede første uge i marts havde det fået i overkanten af en million kroner ind, med bidrag i størrelsesordenen fra 90 til 9.000 svenske kroner.

Summen er nok til at initiativtagerne kan stable et netsted på benene og sætte gang i de indledende projekter.

“Det er et signal om, at der er stort potentiale for denne type udviklingsjournalistik. Den er ikke i krise”, siger freelancejournalist Martin Schibbye, projektets ansigt udadtil.

I 2011 blev han og en kollega, Johan Persson, taget til fange i Ogaden-regionen i Etiopien, mens de var på en reportagerejse. De blev holdt fanget af de etiopiske myndigheter i 438 dager.

Da han kom hjem, var Schibbye overbevist om at folk gerne ville købe og læse lange, godt skrevne artikler om forholdene i landene i Syd.

Baggrunde og reportager – ikke nyheder

“Vi har ikke tænkt os at lave nyheder. Vi vil være på plads, før en krise bliver til en nyhed, og være der efter krisen. At være på plads i Liberia også efter Ebola-udbruddet, vil være en sådan satsning”, siger Schibbye.

Han tror ikke god udviklingsjournalistik kan laves ved at søge på Google og surfe på nettet. Man må være på plads, dér hvor tingene sker og i længere tid. Tale med almindelige mennesker som for det meste aldrig møder journalister.

En udfordring i opstarten af projektet var at forklare potentielle støttespillere, at denne form for journalistik koster penge.

Schibbye har stor tiltro til, at projektet kan åbne op for en journalistik, hvor længden ikke er en begrænsning og forskellige medier kan kobles sammen på netsiderne, skriver Bistandsaktuelt.