WFP i Syrien: De lokale medarbejdere skal fremhæves på World Humanitarian Day

rasmus_egendal_-_photo_wfp_dina_elkassaby_5
Rasmus Egendal er WFP's vicekoordinator for organisationens arbejde i Syrien.
Foto: Dina Elkassaby/WFP
Laurits Holdt

Der kan være en stor risiko forbundet med at udføre humanitært arbejde, og det er ikke blevet mindre farligt siden World Humanitarian Day blev indstiftet af FN’s generalforsamling i 2008.

80 procent af det humanitære arbejde foregår nu i områder med konflikter. WFP’s direktør Ertharin Cousin skriver i en pressemeddelelse, at arbejdet med at yde livreddende hjælp i stigende grad er livsfarligt for organisationens ansatte.

FN’s kontor i Bagdad blev bombet d. 19. august 2003, og 22 ansatte mistede livet. Med World Humanitarian Day mindes man den triste begivenhed og hylder samtidig dem, der yder en humanitær indsats rundt omkring i verden.

Det gælder både udsendt personale og lokalt ansatte hos FN, NGO’er og lokale organisationer. Men hos WFP i Syrien roser man især de lokalt ansattes arbejde.

Motivationen er høj trods farerne

”De lokalt ansatte er så motiverede”, fortæller danske Rasmus Egendal, WFP’s vicekoordinator for Syriens-operationerne, til Globalnyt.

I anledning af World Humanitarian Day vil han helst fremhæve de lokalt ansatte.

”De lokalt ansatte tager den største del af arbejdet, og de arbejder med risiko for eget liv og helbred”, fortsætter han.

Rasmus Egendal fortæller, at arbejdet i Syrien er blevet sværere og farligere siden konflikten startede.

Det skyldes, at krigshandlingerne er blevet mere omfattende og at man ikke altid helt ved, hvor konfliktens parter hører til og hvad de står for. WFP er ude for, at deres pansrede køretøjer bliver beskudt og at deres konvojer bliver tilbageholdt og beskudt med mortergranater.

Lokal accept af det humanitære arbejde er vigtigt i forhold til sikkerhed for både FN og NGO’er.

Hos WFP prøver man at skabe et godt image blandt syrerne gennem stabile leverancer af nødhjælp. Siden 2014 har WFP leveret fødevarer til fire millioner syrere om måneden.

”Vi har ingen problemer med accept”, siger Rasmus Egendal.

WFP leverer dog ikke fødevarer til områder, der er kontrolleret af IS, fordi de ikke kan være sikre på, at hjælpen når frem til dem, der har behov for den.
 
I år har WFP ikke kunnet levere fulde rationer i Syrien, da der mangler penge. Modtagerne får 70 procent af de normale rationer, og det har været nødvendigt at levere skiftevis til forskellige grupper.

Det har skabt konflikter og givet de lokalt ansatte og WFP’s partnere problemer, og Rasmus Egendal mener, at et stop for leverancer kan øge risikoen for radikalisering. Der er penge i kassen frem til slutningen af oktober.

Gode erfaringer med lokale partnere

Kernen i arbejdet i Syrien er samarbejdet med de lokalt ansatte, lokale samarbejdspartnere og den private sektor.

”Det er alfa og omega, at man har samarbejdspartnere, der kan fortolke situationen, som vi er i, og har kendskab til lokale forhold”, forklarer Rasmus Egendal.

Han siger, at WFP har gode erfaringer med samarbejdet med lokale partnere. Dog skulle man i første omgang hjælpe eksisterende lokale velgørenhedsorganisationer til at opbygge den nødvendige kapacitet til at blive egentlige leverandører af humanitær hjælp.

WFP lavede en grundig analyse af velgørenhedsorganisationernes ledelsesstrukturer, målsætninger og lokale forankring, inden de indgik samarbejder og underviste, og det har båret frugt.

”Med en beskeden økonomisk indsats har organisationerne udviklet sig enormt”, fortæller Rasmus Egendal.

Erfaringerne fra Syrien kan tages med til det store World Humanitarian Summit i Istanbul d. 23-24. maj 2016, hvor der især vil være fokus på bedre inddragelse af lokale aktører under humanitære indsatser.

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon opfordrer i en officiel udtalelse til, at alle støtter op om World Humanitarian Summit og deltager i FN’s kampagne #ShareHumanity campaign i anledning af World Humanitarian Day.