Gå til hovedindhold

Mobile menu

Filmanmeldelse:
En krig gennem radioen

’Radio Kabanï’ skildrer krigens grufulde menneskelige konsekvenser på usædvanligt tæt hold. Trods rædslerne er det dog især en fortælling om, hvad vi mennesker kan overleve, om sammenhold og ikke mindst om en ung kvinde, der ikke giver op.
Det er de medvirkendes styrke, der gør 'Radio Kobanï' til noget særligt.

Det er de medvirkendes styrke, der gør 'Radio Kobanï' til noget særligt.

Still fra filmen - pressefoto fra CPH:DOX.

I ’Radio Kobanï’ møder vi den 20-årige kurdiske pige Dilovan, der påtager sig at holde borgerne i den IS-besatte by Kobanï opdateret omkring krigens udvikling og samtidig forsøger at holde humøret i byen højt gennem musik og muntre indslag. 

Filmens handling foregår på to planer; den overordnede ramme omkring filmen udgøres af Dilovans fortælling til sit ufødte barn. Herigennem får vi et ganske intimt indblik i Dilovans tanker og følelser omkring krigen og livet generelt.

Derudover følger vi Dilovans radiostation, Radio Kobanï, som er et ambitiøst projekt, hun skaber ud af ingenting. Radioen bringer reportager og interviews i felten og herigennem skildrer filmen krigens konsekvenser og dens forskellige parter – fra en kvindelig hærfører til en IS-fange, som det lykkes Kobanïs krigere at arrestere.

Krig udsætter livet på ubestemt tid

Dilovans fortælling viser, hvordan krigen sætter det gode liv, som byens borgere har haft, på pause på ubestemt tid. Dilovan, som læste sociologi på universitetet i Aleppo inden krigen, har ikke kunne fortsætte sin uddannelse, og hendes forældre har ikke kunne leve sammen, fordi faderen har måtte kæmpe i krigen. Radio Kobanï udgør på den måde et holdepunkt for Dilovan selv, men også for byens øvrige borgere, fordi den bliver et symbol på folks forsøg på at overkomme den magtesløshed, som unægtelig følger med at bo i en by der er besat. 

Trods den påtvungne stilstand sker der således alligevel en markant udvikling hos alle de karakterer, vi møder, og i de relationer, som filmen zoomer ind på. Efter byens befrielse må de, som har kæmpet, forholde sig til deres handlinger i krigen.

Gennem relationen mellem Dilovan og hendes mor, får vi lov at se, hvordan også samfundet er under udvikling. Dilovan indvier sin mor i sit Facebook-univers og viser hende de fyre, hun er interesseret i. Vi får endda lov til at se, hvordan hun stille og roligt forhandler valget af den mand, hun gerne vil giftes med.

Samarbejde og sammenhold

Filmen har i det hele taget et stærkt fokus på samarbejdet og sammenholdet mellem borgerne i byen og især mellem mænd og kvinder. I størstedelen af filmens krigsscener deltager både mænd og kvinder. Dilovan interviewer i et af programmer den øverstbefalende for de kurdiske krigere, som netop er en kvinde, og som Dilovan tiltaler kammarat Meryem:

”Denne kamp har ændret hele historien. I denne kamp har mange modige kvinder fra Kobanï kæmpet,” fortæller hun.  

Selvom denne udmelding er bastant, er filmens fokus på mænd og kvinder ikke forceret. Generelt skildrer filmen blot et afslappet og respektfuldt forhold mellem kønnene; der er teenageleg i parken ved højlys dag, og da Dilovan interviewer en mandlig journalist, vender han pludselig interviewet om og kræver at høre, hvordan Dilovan selv oplever at være journalist og at rapportere om krigen. 

Lig og lyrik

Billedligt er ’Radio Kobanï’ en meget stærk film, der viser en spøgelsesby, der er blevet bombet sønder og sammen, og hvor størstedelen af dens borgere er flygtet. Ganske kort inde i filmen rapporterer Dilovan, at det er blevet vedtaget, at byen skal ryddes for bomber og lig.

Derefter følger vi, hvordan byens mænd, mens en gruppe børn ser på fra sidelinjen, breder murbrokker ud på jorden for at identificere mere eller mindre intakte lig, for derefter at smider ligene i containere. 

Filmen formår at illustrere, hvor voldsomt krig er, uden, at det bliver følelsesporno. Det er simpelthen virkeligheden for borgerne i Kobanï, og de har intet andet valg end at gøre, hvad der skal til, for at forsøge at genopbygge deres by. 

Også verbalt er filmen stærk i dens udtryk, da Dilovans fortælling til sit ufødte barn er et meget stærkt virkemiddel. Dilovans sprog er desuden hjerteskærende: 

"Min barndomsveninde Shirin Hassan faldt i hænderne på terrorister," fortæller hun nøgternt. ”De skar hovedet af hende og hængte det på ​​Jarabulus-pladsen. Menneskeheden døde for mig den dag på pladsen".

Igennem det naturlige filter

Dilovan formår, med sine kun 20 år, både følsomt og nøgternt, at sætte ord på nogle af de konsekvenser, som krigen har for hende.

Uden at blive sentimental forholder hun sig til sine følelser, og filmen viser den proces, som både hun og byen gennemgår for så at komme ud på den anden side med håbet og troen på verden i behold. 

’Radio Kobanï’ er en vigtig film, fordi den evner at gennemtrænge det naturlige filter, som man ofte får mod al den krig og ulykke i verden. Det er ikke filmens skildring af krigens grufuldhed, der gør det største indtryk, men snarere den styrke, som filmens medvirkende udviser og det, at man kan identificere sig så meget med filmens hovedperson. Og samtidig, hvordan borgerne i Kobanï – sammen – kommer styrket tilbage til en nogenlunde normal hverdag.