’Beretning fra en analfabet’: En europæisk-østafrikansk fortælling

img_8877
The Promised Land
Foto: Pernille Baade Jensen
Forfatter billede

18. oktober 2021

En gymnasieklasse er allerede linet op foran indgangen til Glyptoteket, og flere ældre mennesker står og skutter sig helt oppe ved døren til indgangen. Jeg søger ly for regnen mellem dem og venter på Karen Lauterbach, lektor på Afrikastudier på Københavns Universitet.

Jeg har inviteret Karen Lauterbach, der forsker i kristendom, religion, kultur og social forandring i Afrika, med på Ny Carlsberg Glyptoteket for at kigge på udstillingen ’Beretning fra en analfabet’ af Michael Armitage.

Michael Armitage er en kenyansk-britisk kunstner, der er født i Nairobi, men har studeret i London og nu bor og arbejder begge steder. Han maler oliemalerier, som ifølge direktøren fra Ny Carlsberg Glyptotek, Gertrud Hvidberg-Hansen, befinder sig i spændingsfeltet mellem østafrikanske og europæiske traditioner.

Udstillingen er ikke særlig stor. Den består af fire rum, hvori Armitage har udstillet en række af sine hovedværker sammen med nye malerier indlånt fra både private samlere og institutioner. Udstillingen befinder sig på museets overdækkede tagterrasse, og vi må igennem en skoleklasse og flere forelskede par, der er gået i stå med deres mobiltelefoner i det eksotiske drivhus i midten, for at nå frem til udstillingen.

Armitages malerier sammenvæver politiske begivenheder, popkultur, sociale medier, folklore og personlige erindringer med mytologi og drømmelignende scener, beskriver Glyptotekets direktør i forordet til udstillingens boglignende program.

Armitages udstilling er en dialog mellem fortid og samtid, og han henter inspiration fra forskellige kulturer og epoker. Han bruger både antikken og aktuelle politiske nyheder i sine værker, der udstilles side om side med værker – nøje udvalgt af museet og Armitage – fra Glyptotekets egen samling. Der indgår kunst og arkæologiske genstande fra de seneste 6.000 år.

Jeg spørger Karen Lauterbach, hvad hun har af forventninger til udstillingen.

 ”Jeg glæder mig til at fornemme den spiritualitet, som Armitage beskriver i et interview på Glyptotekets hjemmeside. Jeg kunne ikke rigtig fornemme den gennem interviewet eller på hjemmesiden, så jeg glæder mig til at se malerierne og finde ud af, hvor den kommer til udtryk,” svarer hun.

Twerkende kvinder og Bongo Flava
Vi begynder ved maleriet med titlen ’Baikoko at the mouth of the Mwachema River’ fra 2016. Billedet portrætterer en gruppe kvinder ved en flod i det sydøstlige Kenya. Kvinderne er i gang med ’baikoko’-dansen, som er en østafrikansk seksualiseret dans, som er forbudt at vise på tanzanisk tv, fordi den viser en kvindelighed, der er voldsom, provokerende og skabt til at forføre publikum. Dansen kan sammenlignes med moderne twerk, og kigger man på kvinden yderst til venstre, kan man spotte dette.

’Baikoko’-dansen er populær inden for musikgenren Bongo Flava, som dækker over en form for tanzanisk musik, der er en blanding af amerikansk hiphop og traditionelle tanzaniske stilarter som taarab og dansi. De tanzaniske popstjerner, Diamond Platnumz og Rayvanny er særligt kendte for denne type musik – førstnævnte har spillet koncerter i København flere gange. I 2016 spillede han på Waka Waka festivalen, og i marts 2020 på Søpavillonen.

Læs også: Afrikas musikere skaber ny corona-genre

Baikoko at the mouth of the Mwachema River.


Foto: Pernille Baade Jensen

Karen Lauterbach kan ikke helt se koblingen af maleriet til twerking og Diamond Platnumz, selvom jeg forsøger at overbevise hende om, at kvinden til venstre sidder i en position, der er velkendt inden for twerking-miljøet.

I stedet taler vi om det spirituelle i naturen, som maleriet afbilleder. I østafrikanske religioner befinder ånderne sig i naturen; i jorden, i sten, i vandet og i træer, fortæller Karen Lauterbach. Det ses i maleriet, hvor vandet giver associationer til noget andet – ”det er som om, at vandet er mere end bare vand,” siger Karen.

Østafrikansk natur er også en central inspirationskilde for Armitage. ’An Account of an Illiterate Man’ (Beretning fra en analfabet), som både er titlen på udstillingen men også på et af værkerne, er ifølge udstillingsprogrammet en hyldest til den oprindelige viden om natur, planter og mennesker, som ikke opdeler disse, men dyrker samhørigheden blandt dem. Her er tale om et andet natursyn end det antropocentriske, som er typisk for vestlig opfattelse af naturen og mennesket, siger Karen Lauterbach.

Lyt til klippet, hvor vi taler om det spirituelle i naturen:

En fascination af kvinden som heksefigur
Et maleri, vi dvæler ved i længere tid, har titlen ’Anthill’ og er fra 2017. Her har Armitage malet en kæmpe myretue, som fylder størstedelen af billedet. Nederst til venstre ses det øverste af en kvinde, som ser forpint ud, bemærker Karen Lauterbach. I himlen svæver tre pompøse kvinder, der er badet i et hvidt lys og legende rider på hyæner.

Armitage leger med gammel folketro om kvinder, hekse og magi i udstillingen, hvor han trækker på både tanzanisk og europæiske forestillinger af kvinden.

Kvinderne, der kommer ridende på hyæner, symboliserer onde ånder, der, ifølge tanzanisk folketro, er fløjet ud af myretuen. De kan sammenlignes med den europæiske folketro om hekse, som forbindes med magt, magi og kvindelighed. I tanzaniske kirker – og andre steder – bruges eksorcisme stadig som en metode til at fordrive onde ånder eller kontrollere hysteriske kvinder, fortæller teksten til maleriet.

Kvinden i hjørnet står i kontrast til de lysende ånder. Hun er badet i orange lys og hendes ansigt ser forkrampet ud. Spørgsmålet er, om kvindens smertefulde ansigtsudtryk kommer fra ånderne – om det er det åndelige, der piner hende mest, kommenterer Karen Lauterbach:

”Måske er ånderne et udtryk for kvindens seksualitet og repræsenterer, hvordan det er at være en kvinde i et samfund, hvor ens seksualitet skal tøjles, Det kan også være et pres fra samfundet, der forårsager kvindens forpinthed, måske et pres eller en marginalisering, som kommer af, at kvinden kunne være en form for heks.”

Maleriet er et udtryk for det åndelige i naturen og i kvindeligheden, som ikke nødvendigvis er en velsignelse: ”Ånderne indeholder både det onde og det gode, og de kan være drilske og finde på hvad som helst,” fortæller Karen Lauterbach. ’Anthill’ og ’Baikoko’-maleriet er placeret i samme rum. Et rum, der er dedikeret til kvinden og til moderskabet, oplyser en informationstavle.

Lyt til klippet, hvor vi taler om ånderne på hyænerne:

Anthill.


Foto: Pernille Baade Jensen

Også i ’Anthill’ leger Armitage med forholdet mellem mennesker og natur, når han portrætterer en kæmpe myretue, der er langt større end kvinden i hjørnet. Myretuen bliver meget dynamisk i kraft af lærredets store huller. Armitages malerier er malet på det ugandiske tekstil lubugo, som fremstilles af bark fra figentræer. Materialet sættes i blød, bankes og tørres, hvilket skaber huller og store fordybninger, når det strækkes ud. Stykkerne syes sammen, og syningerne skaber dynamik i malerierne.

Politisk demonstration og homofobisk lovgivning
I det næste rum er stemningen en anden. Mere betændt. Rummet er dedikeret til fortid og samtid. På den bagerste væg hænger mesterværket ’The Promised Land’ fra 2019, som skildrer en scene fra de demonstrationer, der udspillede sig i Kenya som reaktionen på præsidentvalget i 2017, hvor præsident Uhuru Kenyatta blev genvalgt med en omdiskuteret jordskredssejr.

Protesterne fulgte i kølvandet på korruption og valgfusk, vold og drab støttet af regeringen, står der i forklaring til maleriet i udstillingsprogrammet. Maleriet er storslået, kaotisk og voldsomt, og det måler hele 440 x 220 cm.

Læs også: Spændt Kenya stemmer ved tæt valg og Spænding og polarisering præger Kenya efter valg

I rummet hænger også et mere fredfyldt maleri, som forestiller to mænd i erotisk samhørighed. Mændene kysser og rører ved hinandens erigerede kønsorganer. Maleriet står i kontrast til kampen og oprøret i ’The Promised Land’, selvom dette maleri, ’Kampala Suburb’ fra 2014, også udtrykker en kamp, som stadig udkæmpes.

Lyt til klippet, hvor vi taler om ’Kampala Suburb’:

kampala Suburb.


Foto: Pernille Baade Jensen

I Uganda, hvor Kampala er hovedstaden, er homoseksualitet og homoseksuelle forhold forbudt – lige som mange andre steder i Østafrika, fortæller Karen Lauterbach, der kobler diskussionerne om homoseksualitet i Uganda og konservative kræfter i regeringen til billedet. Det kan føre til straf på livstid, og med denne viden bliver handlingen i maleriet pludselig lige så farlig og dramatisk, som motivet i ’The Promised Land’. Ifølge Equaldex, der monitorer LGBT+-personers vilkår og befolkningers accept af seksuelle minoriteter, mente under fem procent af befolkningen i Uganda i 2013, at samfundet skal acceptere homoseksualitet. I Kenya lå tallet på 14 procent i 2019.

Læs også: Kenyas højesteret freder anti-LGBT lov

Hvis man bider mærke i frisen, der snor sig langs loftskanten i det rum, mændene står i, fremstår kampen endnu stærkere. I frisen ses voldlige scener blandt andet fra en henrettelse i Somalia, som tydeliggør, hvad mændene sætter på spil med deres lidenskabelige kys. Frisen bliver et udtryk for, hvad mændene står over for i kampen for frigørelsen af deres seksualitet, bemærker Karen Lauterbach.

’Kampala Suburb’ kan ses som en kritisk kommentar til konservative afgreninger af kristendommen, hvor de traditionelle familieværdier for eksempel værnes om.

”Inden for visse grene af kristendommen, ses homoseksualitet som vestens moralske forfald,” siger Karen Lauterbach, der bruger Ghana som eksempel.

I Ghana forhandles der nu en anti-LGBT+ lov, The Promotion of Proper Human Sexual Rights and Ghanian Family Values Bill, som kriminaliserer LGBT-personer. Loven blev introduceret i parlamentet i starten af august, og i oktober måned skal den debatteres.

Michael Armitage har også sammensat en playliste til udstillingen, som kan lyttes til på Spotify. Playlisten er mere end otte timer lang, og den indeholder et sammensurium af religiøse sange og storslåede hymner.

Udstillingen kan ses på Glyptoteket ugen ud. Den slutter den 24. oktober.