Chokolade-dokumentar får pris

Forfatter billede

Mens Vestens børn kan nyde den søde smag af chokolade i alverdens chokoladeprodukter, er virkeligheden en hel anden for Afrikas børn, og i Elfenbenskystens plantager arbejder børn på helt ned til otte år ulovligt.

Det handlede DR2-dokumentaren ‘Chokoladens Mørke Side’ om.

NU er filmen, som er lavet af journalist Miki Mistrati og fotograf Roberto Romano for Bastard Film, blevet belønnet med endnu en international pris, skriver DR online tirsdag.

På den netop overståede Tutto Nello Stesso Piatto Festival i Italien blev filmen hædret med førsteprisen for ‘Bedste lange feature-dokumentar’.

“Med kommunikativ styrke, stærk visuel effekt og tilbundsgående research viser dokumentaren, hvordan tusindvis af børn er slaver i Afrikas kakaoplantager. Samtidig har instruktøren og holdet bag filmen sat deres eget liv på spil for at vise forholdene,” hedder det bl.a. i motiveringen.

Filmen blev vist i DR2’s ‘Dokumania’ den 16. marts sidste år, og siden har DR Internationalt Salg solgt programmet til en række lande.

F.eks. Tyskland, Schweiz, Finland, Sverige, Estland, Portugal, Belgien og Irland. Også CNN og iransk tv har vist ‘Chokoladens Mørke Side’.

Tidligere på året fik dokumentaren også to priser ved The New York Festivals.