Dansk bistand til at forvalte vand i Nilens opland

Redaktionen

U-landsstyrelsen har på sit møde den 11. februar givet klar bane for en Danida-bevilling på 60 mio. kr. (2004-2008) i tilskud til regional forvaltning af vandressourcer i Nilens Opland – det såkaldte Nile Basin Initiative

Det overordnede formål er at sikre, at Nilens vandressourcer udnyttes og forvaltes på en ligelig, optimal og bæredygtig måde for landene langs Nilen, så det fremmer socioøkonomisk udvikling, fred og stabilitet i regionen.

Det umiddelbare formål er at støtte udbygningen af en regional vandressourceforvaltning som en integreret del af landenes fælles ”Nile Basin Initiative”, herunder styrke kapaciteten og den institutionelle infrastruktur, så den kan samarbejde om en bæredygtig udnyttelse og forvaltning af Nilens vandressourcer.

Nilen er med sine 6.700 km verdens længste flod. Dens opland på 3 mio. kvadratkilometer dækker en tiendedel af det afrikanske kontinent og deles af 10 lande med sammenlagt 323 millioner indbyggere.

De 10 lande er: Burundi, Den demokratiske republik Congo, Egypten, Etiopien, Eritrea, Kenya, Rwanda, Sudan, Tanzania og Uganda. Med den aktuelle befolkningsvækst på over 2,5 procent i alle lande vil folketallet være fordoblet om 25 år, og presset på flodens ressourcer tilsvarende øget.

Halvdelen af Nil-landene er blandt verdens 10 fattigste lande, 9 er af Verdensbanken klassificeret som i gruppen af mindst udviklede lande, og 5 tilhører samtidig gruppen af højt forgældede lande.

Nilen har i årtusinder spillet en central rolle for bosættelsesmønstre og udvikling, og rummer vigtige miljømæssige naturressourcer, herunder Viktoria-søen, som er verdens næststørste ferskvandsområde.

I dag er Nil-området præget af ustabilitet, fattigdom og en stærkt tiltagende miljømæssig nedbrydning, og står over for store udfordringer. Uenigheder og konflikter, direkte eller indirekte knyttet til kampen om kontrollen med flodens vand har ofte været en hindring for udvikling og sikkerhed.

Knappe vandressourcer forstærket af det øgede befolkningspres udgør en væsentlig hindring for økonomisk udvikling og øger konfliktpotentialet. Dertil kommer oplandets grænseoverskridende natur, idet det omfatter lande med store kulturelle og samfundsmæssige forskelle, hvilket i sig selv er en stor udfordring for regionalt samarbejde.

Regionen har samtidig potentialet for at skabe regional social og økonomisk udvikling, samarbejde og integration i et af verdens fattigste områder.

Øget samarbejde om Nilen kan betyde større fødevareproduktion, mere industriudvikling, bedre udnyttelse af energipotentialet og forbedrede transportsystemer, samt miljøbeskyttelse for hele regionen. Det kan samtidig tjene som en katalysator for øget regional integration, og perspektiverne er derfor væsentligt bredere end blot vandforsyning.

Der er tale om et vigtigt strategisk og politisk indsatsområde med et stort udviklingspotentiale, som kan blive et væsentligt bidrag til opfyldelse af FNs årtusindmålsætning, herunder mål 1 om fattigdomsreduktion, mål 6 om bekæmpelse af hiv/aids, malaria og andre sygdomme, og mål 7 om bæredygtig udvikling, herunder halvering af antallet af mennesker uden adgang til rent drikkevand.

Samtidig er der et vigtigt konfliktforebyggelseselement i samarbejdet. Nilen som kilde til styrket regionalt samarbejde og integration frem for til konflikt.

FNs Verdenstopmøde om Bæredygtig Udvikling (WSSD) i Johannesburg i 2002 vedtog målsætninger om en styrket indsats i forvaltning af verdens vandressourcer. Danmark afgav på topmødet tilsagn om at støtte integreret vandressourceforvaltning i Nil-området med 60 mio. kr. og i det sydlige Afrika med 30 mio. kr.

I erkendelse af udfordringerne, potentialet og nødvendigheden af regionalt samarbejde etablerede de 10 Nillande i 1999 ”Nile Basin Initiative” som et regionalt partnerskab med en bred vision om at skabe bæredygtig socioøkonomisk udvikling gennem ligelig udnyttelse af Nilens vandressourcer.

Der er tale om et historisk skridt i en region, hvor landenes forhold til hinanden ofte har været præget af mistillid og modstand. Initiativet har rødder tilbage til det i 1967 etablerede samarbejde Hydromet (hydrometeorologisk dataindsamling), som fungerede frem til 1993, da TECCONILE (Technical Cooperation Committee for the Promotion of the Development and Environmental Protection of the Nile Basin) blev dannet med en bredere udviklingsdagsorden.

I juni 2001 dannedes ved et møde i Geneve et internationalt konsortium om Nilsamarbejdet (International Consortium for Cooperation on the Nile, ICCON), med deltagelse af Nil-landene, internationale donorer, offentlige og private investorer, såvel som civilsamfund og ikke-statslige organisationer.

Nile Basin Initiative, som blev lanceret på mødet, ledes overordnet af et ministerråd, en teknisk rådgiverkomité samt et sekretariat, der ligger i Entebbe i Uganda.

Initiativet bygger desuden på Nile Basin Treaty, underskrevet i 1929 og ratificeret i 1952 mellem en række lande og daværende kolonier, primært under Storbritannien, om fordeling og udnyttelse af Nilens vandressourcer. En genforhandling af traktaten drøftes p.t. mellem parterne.

For at omsætte visionen til handling er der inden for Nile Basin Initiative udarbejdet et strategisk handlingsprogram med 2 hovedkomponenter:

1) Et kapacitetsopbygningsprogram (Shared Vision Program) med fokus på skabelse af den nødvendige tillid og opbygning af regionale institutioner og kapacitet.
2) Et handlingsprogram (Subsidiary Action Program) med konkrete investerings- og udviklingsprojekter.

Kapacitetsopbygningsprogrammet er fælles for alle 10 lande, men investeringsprojekterne vil kunne udvikles mellem 2 eller flere lande.

En række donorer, herunder Belgien, Canada, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Japan, Holland, Norge, Sverige, Tyskland, Storbritannien og USA, samt internationale organisationer som Verdensbanken, Den Afrikanske Udviklingsbank, FNs Udviklingsprogram UNDP, og den Globale Miljøfacilitet (GEF) støtter initiativet. Verdensbanken har efter anmodning fra initiativet oprettet en Nile Basin Trust Fund (NBTF) til administration af donorbidrag.

Det danske bidrag vil primært blive brugt til at støtte udvikling af den regionale vandressourceforvaltning, som er én af 8 komponenter under kapacitetsopbygningsprogrammet (Shared Vision Program).

Danmark har deltaget i formulering og vurdering af vandressourceforvaltningskomponenten, som er valgt fordi Danmark her besidder en særlig ekspertise, og fordi det supplerer bilaterale danske indsatser i flere af Nil-landene, især i programsamarbejdslandene Uganda og Kenya. Andre donorer har på samme måde engageret sig i én eller flere komponenter.

De koordinerende og overordnede aktiviteter gennemføres fra sekretariatet i Uganda. For at fremme det nationale engagement og ejerskab i processen vil forvaltningen af flere komponenter blive placeret i deltagerlandene under hensyn til ekspertise og faglig relevans. Programmets 8 komponenter er følgende:

1. Regionale miljøtiltag. Tager primært sigte på opbygning af en strategisk ramme for bæredygtig udvikling samt støtte til konkrete miljøaktiviteter. Får hjemsted i Sudan. Støttes af Canada, Holland, Verdensbanken, UNDP og GEF.

2. Regionalt energisamarbejde og handel. Tager sigte på etablering af institutionelle mekanismer, som skal koordinere regional energihandel. Får hjemsted i Tanzania. Støttes af Norge, Sverige og Den Afrikanske Udviklingsbank.

3. Optimal udnyttelse af vandressourcer i landbrugsproduktionen. Tager sigte på forbedret adgang til og udnyttelse af vandressourcer i landbruget. Får hjemsted i Kenya. Støttes af Holland.

4. Regional vandressourceforvaltning. Tager sigte på at styrke kapaciteten regionalt og lokalt til planlægning og forvaltning af vandressourcerne i regionen, så det sker på en ligelig, optimal, integreret og bæredygtig måde. Får hjemsted i Etiopien. Støttes af Danmark, Tyskland og GEF.

5. Tillidsskabelse og kommunikation. Tager sigte på at udvikle det regionale samarbejde, forebygge konflikter og skabe gensidig tillid ved inddragelse af alle aktører på centralt og lokalt niveau. Får hjemsted i Uganda (sekretariatet). Støttes af Canada og Norge.

6. Træningsaktiviteter. Tager sigte på at styrke kapaciteten i relevante offentlige og private institutioner og grupper i lokalsamfundet, samt at fremme netværk og samarbejde mellem eksperter i Nil-landene. Får hjemsted i Egypten. Støttes af Holland og Sverige.

7. Socioøkonomisk udvikling og udligning. Tager sigte på at styrke regionalt socioøkonomisk samarbejde og integration. Får hjemsted i Uganda (sekretariatet). Støttes af Storbritannien og Verdensbanken.

8. Koordination. Tager sigte på at styrke initiativets institutioner og sikre effektiv koordination og udvikling af alle komponenter under programmet. Får hjemsted i Uganda (sekretariatet). Støttes af Canada og Tyskland.

Kapacitetsopbygningsprogrammet (Shared Vision Program) skal skabe det nødvendige grundlag for at realisere aktiviteterne under handlingsprogram (Subsidiary Action Program).

Det gælder konkrete indsatser vedrørende: Forbedret vandforsyning og sanitetsforhold; samarbejde om udvikling og effektivisering af kunstvanding; udvikling af fiskeri og skovbrug; forbedret udnyttelse af vandkraft; sikring af biodiversitet og beskyttelse af flora og fauna; flodregulering; samt forureningskontrol og vandkvalitetsforbedring.

Andre områder vil være regional energiforsyning, herunder strømforsyning og gasledninger; udvikling af telekommunikation; regional transport, primært flodtransport, men også broer, veje og jernbane.

Handelsfremmeinitiativer vil blive iværksat, ligesom industriudviklingsinitiativer, herunder forbedret opbevaring og handel med landbrugs- og fiskeriprodukter. Også udvikling af regionale turisme vil være et indsatsområde. Endeligt vil sundhedsindsatser omkring malaria, hiv/aids og andre sygdomme være omfattet.

Den dansk støttede komponent 4: Regional vandressourceforvaltning.

Programmet har 4 delkomponenter, udviklet på baggrund af studier af deltagerlandenes tilgang til planlægning, forvaltning og indsatser samt identificerede behov. Formålet er at sætte alle landene i stand til at operere på lige fod. De 4 delkomponenter er:

1. Politikformulering og -gennemførelse. Målet er at styrke landenes kapacitet til at formulere og gennemføre effektive nationale vandpolitikker og strategier. Guidelines med gode eksempler vil blive udarbejdet og en regional dialog etableret, for at udvikle en fælles forståelse af sammenhængen mellem nationale og regionale udviklingsbehov.

2. Projektplanlægning og projektledelse. Målet er at styrke kapaciteten til at planlægge og gennemføre fælles projekter. En række behovsanalyser vil blive udført for at afdække individuelle behov for teknisk bistand. Guidelines med gode eksempler vil blive udarbejdet, såvel som tekniske manualer. En projektstøttefacilitet vil blive etableret, hvor landenes institutioner kan søge operationel vejledning i konkrete situationer.

3. Udvikling af et regionalt beslutningsstøttesystem. Målet er at etablere en regional database samt udarbejde fælles retningslinier for dataindsamling, databehandling og informationsudveksling, for at styrke kapaciteten til informationsforvaltning.
Et regionalt center (Nile Basin Decision Support System, DSS) vil blive etableret i Etiopien og nationale centre vil blive etableret eller styrket i hvert land, som led i et netværk af relevante samarbejdspartnere.
Retningslinier for dataindsamling, databehandling og udveksling af informationer vil blive udarbejdet; et fælles informations og kommunikationssystem oprettet, og en række tekniske og analytiske redskaber stillet til rådighed.

4. Regional koordination, overvågning og evaluering. Målet er at etablere en effektiv og konstruktiv mekanisme for gennemførelse af de konkrete aktiviteter. Et fælles forvaltningsprogram med projektledelses- og styresystemer vil blive etableret for strategisk og operationel planlægning, gennemførelse, monitorering og evaluering.
En plan for årlige forvaltningsmøder vil blive udarbejdet. En styringskomite vil blive nedsat, ligesom en række arbejdsgrupper til støtte for de enkelte komponenter vil blive etableret.

Det samlede initiativ udgør en omfattende institutionel udfordring såvel i de enkelte lande som landene imellem. Samtidig skal det sikres, at alle lande løbende forbliver involveret i og forpligtet til gennemførelsen af alle komponenter.

Programmet imødegår denne udfordring ved at etablere en række fora på forskellige niveauer. En styringskomité med deltagelse af højtstående vandekspertise vil, gennem et til 2 årlige møder, sikre den overordnede tekniske og strategiske udvikling. En national institution i hvert land sikrer koordination på landeniveau.

Ved etableringen af regionale og nationale komiteer og netværk vil man søge at inddrage alle relevante aktører, offentlige institutioner, universiteter, civilsamfund, ikke-statslige organisationer, samt repræsentanter fra den private sektor.

Nile Basin Initiative er det første regionale program, der dækker hele Nilens opland og med deltagelse af alle 10 lande.

Initiativet bygger dog samtidig på og supplerer en række andre bilateralt og multilateralt støttede tiltag i regionen. Det gælder f.eks. et FAO-Italien støttet projekt, som siden 1996 har medvirket til kapacitetsopbygning og udvikling af informationssystemer i de enkelte Nil-lande. Dette projekt integreres i Nile Basin Initiative.

Samtidig gælder det landenes egne initiativer. F.eks. har Egypten, Etiopien og Sudan i tilknytning til Nile Basin Initaitive etableret et samarbejde om effektiv vandressourceforvaltning og investering omkring den østlige del af Nilen (ENSAP).

Burundi, Den demokratiske republik Congo, Kenya, Rwanda, Tanzania og Uganda har ligeledes etableret et samarbejde omkring Nilens søer omkring ækvator, herunder Viktoriasøen (NELSAP).

Det samlede kapacitetsopbygningsprogram (Shared Vision Program) beløber sig til 131 mio. US dollars, primært finansieret over Nile Basin Trust Fund (NBTF), der administreres af Verdensbanken. 80 procent af de totale programudgifter er p.t. sikret gennem bilaterale og multilaterale tilsagn.

Komponenten for regional vandressourceforvaltning beløber sig til 32,8 mio. dollars , hvoraf 23,8 mio. dollars finansieres over trustfonden, herunder det danske bidrag på 60 mio. kr. (svarende til ca. 10 mio. USD ved aktuel kurs 5,9622); 3,7 mio. dollars fra den Globale Miljøfacilitet (GEF); 3 mio. dollars fra det tyske udviklingsagentur GTZ; samt 2,3 mio. dollars in-kind bidrag fra Nillandene selv.

Anvendelsen af de knap 32,8 mio. dollars fordeler sig med 3 mio. til delkomponent om politikformulering og politikgennemførelse; 3,8 mio. til delkomponent om projektplanlægning og projektledelse; 17,6 mio. til udvikling af et regionalt beslutnings- og informationsstøttesystem; samt 8,4 mio. til delkomponent om regional koordination, overvågning og evaluering.

Nil-landenes eget bidrag til programmet omfatter finansiering af de løbende udgifter til opretholdelse af initiativets sekretariat i Uganda.

6 lande bidrager som vært for de tematiske komponenter og alle lande stiller kontorfaciliteter til rådighed, ligesom offentligt personale deltager i den lange række af program og projektaktiviteter, herunder styringskomiteer og arbejdsgrupper.

Etiopien har forpligtet sig til at stille faciliteter til rådighed for den projektstyrende enhed under vandressourceforvaltningskomponenten. For at undgå parallelle administrative strukturer og sikre den nødvendige integration vil enheden blive placeret i Nile Basin Initiatives kontorkompleks i Addis Ababa, der også indeholder kontorer for ENSAP og den nationale koordinationsenhed.

Væsentlige risikoelementer.
Der er risiko for, at Nil-landene ikke bliver ved med at lægge et så aktivt engagement i processen som nu, herunder hvis der opstår spændinger som følge af genforhandlinger af Nile Basin traktaten af 1929.

Denne risiko søges imødegået gennem et veletableret regional koordinationssystem, gennem involvering på højt politisk niveau, samt ved at søge at nå hurtige delresultater, hvor fordelene ved samarbejde kommer tydeligt frem.

Der er risiko for, at projektet ikke fuldt ud formår at sikre effektiv koordination på tværs af alle komponenter og lande. Programmet har derfor udviklet et samarbejde med UNOPS (FNs projektstøtteorgan) til at støtte initiativet og yde supplerende kapacitetsopbygningsstøtte til sekretariat og administration.

En anden risiko er, at landene ikke er i stand til at opnå konsensus om informationsudveksling af data. En aktivitet under delkomponent 3, der udvikler beslutningsstøttesystemet DSS, fokuserer specielt på at imødegå dette problem, bl.a. gennem løbende konsultationer mellem parterne.

Ved programmets start vil der være tilstrækkelige data til at kunne udvikle et regionalt planlægningssystem, men der vil samtidig være huller i datamaterialet.

Vandressourceforvaltningskomponentens DSS-system er et regionalt planlægningsinstrument, som ikke direkte finansierer overvågning og indsamling af data på nationalt niveau. Dette er kritisk for arbejdet og dyrt at etablere og vedligeholde.

Verdensbanken finder ligesom andre donorer, at det er en projektforudsætning, at der bliver adgang til pålidelige og tilstrækkelige databaser.

Det ovenfor omtalte FAO-Italien projekt og forventning om supplerende bilaterale aktiviteter inden for vandressourceforvaltning vil medføre en række forbedringer, både når det gælder generelle informationer og vandressourcerelaterede data.

Kilde: www.danida.dk