Hvor 2015-målene havde 3 mål direkte rettet mod at sikre en bedre sundhed i udviklingslandene, står vi i dag med 9 sundheds delmål og fire specielle mål, som skal indgå i den nye danske udviklingsstrategi og den fremtidige udviklingsbistand.
De 9 sundheds delmål
Delmålene retter sig mod:
3.1 – Mødre dødelighed
3.2 – Børnesundhed
3.3 – HIV/AIDS, Tuberkulose, Malaria samt en lang række smitsomme sygdomme
3.4 – Ikke smitsomme sygdomme
3.5 – Alkohol- og stofmisbrug
3.6 – Trafikulykker
3.7 – Reproduktiv sundhed, inklusiv familieplanlægning og seksualoplysning
3.8 – Sikre alle adgang til basale sundhedsydelser, medicin og vaccinationer
3.9 – Luft-, vand-, jord- og kemisk forurening
De 4 specielle mål
Derudover opererer man med fire specielle mål, der omhandler:
3.a – Gennemførelsen af den internationale tobakskonvention
3.b – Forskning og udvikling af relevante lægemidler og vacciner til udviklingslandene til en pris, de har råd til indenfor deres budgetter
3.c – Sikre øget sundhedsfinansiering og sundhedspersonale i udviklingslandene
3.d – Forbedre alle landes kapacitet til at håndtere nationale og globale sundhedsfarer
Udviklingslandenes behov
Som tidligere må det være udviklingslandenes behov, der skal styre den danske udviklingsbistand. Hvis vi fortsat vil fokusere på lavindkomstlandene, bør der tages højde for, at deres behov stadig er præget af smitsomme sygdomme (3.3) og behovet for sikre hele befolkningen adgang til basale sundhedsydelser, medicin og vaccinationer (3.8; 3.b).
Bl.a. fordi der ikke er et eneste udviklingsland i verden, der har formået at løftet sig ud af fattigdom uden samtidig at nedbringe børnedødeligheden, bør vi fortsat fokusere på mor/barn sundhedsområdet (3.1;.3.2) i den danske udviklingsbistand.
Reproduktiv sundhed, inklusiv familieplanlægning og seksualoplysning (3.7) bør ligeledes fortsat være et dansk prioritetsområde bl.a. for at sikre kvinder adgang til modne familieplanlægningsmetoder og unge adgang til seksualoplysning.
Udviklingslandenes ressourcer
Den store udfordring bliver, hvordan vi skal forholde os til de ikke smitsomme sygdomme, som i stigende grad vil spille en rolle i sygdomsbilledet i udviklingslandene (3.4). Hvis man ser på lavindkomstlandenes sundhedsbudgetter, vil der for denne gruppe lande kun være ressourcer til meget begrænsede behandlingsprogrammer hvad angår de ikke smitsomme sygdomme.
Danmark bør derfor primært støtte disse lande med forbyggende initiativer, der er rettet mod at nedbringe forekomsten af forhøjet blodtryk, hjertesygdomme, fedme, diabetes, tobaksrygning og alkoholmisbrug.
Underernæring vil fortsat være i stort sundhedsproblem for især lavindkomstlandene, men det er især landbrugs-, uddannelses- og socialsektorerne, der kan yde den største indsats til at modvirke dette sundhedsproblem.
Balancen mellem bilateral- og multilateral bistand
Vi bliver nødt til at finde en model, der gør, at vi kan kombinere vores økonomiske støtte til sundhed i mindst to til tre lande med en øget støtte til de og globale organisationer og fonde.
Den globale støtte kan ikke stå alene, men skal suppleres med erfaringer fra den virkelige verden, hvor udviklingslandenes befolkning møder sundhedssektoren.
Videns opsamlingen og dialogen med landene og de globale organisationer kræver, at vi fortsat har den indsigt i de faktiske forhold i udviklingslandene, som vi tidligere fik gennem de mange landeprogrammer med støtte til sundhed (Bhutan, Ghana, Kenya, Mozambique, Tanzania, Uganda og Zambia) og ved at have sundhedsfaglige folk ude og hjemme.
Reform af de globale fonde
Sundhedsfondene og Verdensbanken vil spille en større rolle frem mod 2030, men der et behov for at samle indsatsen i én Global Sundhedsfond, som kan støtte de fattigste lande med såvel udstyr, lægemidler og vacciner.
Dertil kommer at støtte udbygningen af sundhedssektorens kapacitet for at nå hele befolkningen med moderne og effektive sundhedsydelser.
