International chef vender tilbage til Dansk Flygtningehjælp

rikke_friis_foto_-_sisse_stroyer
Rikke Friis.
Foto: Sisse Stroyer.
Laurits Holdt

3. maj 2019

Udskiftningen af navneskilte på direktionsgangen i Dansk Flygtninghjælp fortsætter. Torsdag bekræftede forkvinden for organisationen, Agi Csonka, at tidligere international direktør Rikke Friis er blevet genansat i stillingen. Genansættelsen blev meldt ud internt onsdag.

Det er kun godt en uge siden, at organisationens generalsekretær Christian Friis Bach blev fyret med øjeblikkelig virkning.

Stoppede i februar
Man skal ikke længere tilbage end februar i år, for at finde følgende kortfattede formulering i mødereferatet fra organisationens forretningsudvalg:

Rikke Friis, International Direktør, er efter aftale stoppet i DRC.
Generalsekretær Christian Friis Bach vil være interim International Direktør frem til en ny direktør er rekrutteret (forventet primo august 2019).
Christian Friis Bach takkede Rikke for hendes kæmpe engagement og dedikation til Dansk Flygtningehjælp og til verdens flygtninge og fordrevne i løbet af hendes imponerende 21 år i organisationen og ønsker hende alt det bedste i fremtiden.

Fratrædelsen kom som en overraskelse for mange både i og uden for organisationen.

21 år i organisationen
Man kan vist roligt kalde den 52-årige Rikke Friis en veteran i Dansk Flygtningehjælp. Hun blev ansat som international direktør i marts 2017 og havde da været i organisationen siden 1998.

Hun er uddannet cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet i 1996, men begyndte allerede sin karriere i Dansk Flygtningehjælp i studietiden.

Hun har i løbet af karrieren blandt været leder af enheden for kvalitetssikring, strategi- og politikudvikling, samt stedfortrædende leder af international afdeling.

I forbindelsen med forfremmelsen til international direktør sagde den daværende og mangeårige generalsekretær Andreas Kamm:

“Jeg er overordentligt tilfreds med, at Rikke Friis har sagt ja til stillingen som international direktør. Hun har de seneste knap 25 år spillet en enorm rolle for Dansk Flygtningehjælps udvikling, og det har jeg fuld forventning til, at hun vil fortsætte med de næste mange år.”

Efter den seneste uges omvæltninger i organisationen er der nu igen mulighed for at Kamms forventning kan blive til virkelighed.