Gå til hovedindhold

Mobile menu

Mød Libyens frygtløse LO-formand

Nermin Sharifs faglige karriere er som hentet fra en kulørt film: Havnearbejder. Partisan. Udsat for 3 mordforsøg. Første kvindelige LO-formand i Libyen.

Jacob Rosdahl

Hun var ene kvinde blandt flere hundrede mænd. Nermin Sharif var universitetsuddannet og arbejdede på kontoret på havnen. Udenfor på kajen kørte mændene trucks og lastede og lossede skibene.

”Min boss sagde: Hvis der er noget brok med dig, så kan du bare arbejde derude,” fortæller Nermin.

Det var nærmest en ikke-eksisterende mulighed i et mandsdomineret samfund som det libyske. Nermin skulle som veluddannet kvinde arbejde sammen med mænd, der var analfabeter. Hun ville komme til at bære tunge byrder og køre maskiner – noget som kvinder normalt var afskåret fra.

Nermins svar var at stifte en fagforening på havnen – og blev valgt som formand. Det var begyndelsen på hendes karriere i fagbevægelsen i 2003.

Strejker forbudt

Det var under diktatoren Muammar Gadaffi, og på den tid var det mildt sagt ikke uproblematisk at stifte fagforeninger, idet alt – også arbejdsgivere og fagbevægelse – var under statslig kontrol.

”På et tidspunkt strejkede vi. Arbejdsgiveren dukkede aldrig op. Til gengæld fik vi besøg af myndighederne, fordi strejker i praksis var forbudt. Men vi strejkede ikke – vi satte os bare ned og sagde, at vi ikke kunne udføre arbejdet, fordi der var alt for varmt ude på havnen – og ikke aircondition ligesom inde på de fine kontorer,” griner Nermin.

Hendes livshistorie er fyldt med anekdoter om, hvordan man snor sig i et diktatur – men det er også en ubehagelig fortælling om, hvor farligt det kan være, at være fagligt aktiv i nogle lande.

”Da jeg blev valgt som viceformand for transportarbejderne, rejste jeg til udlandet for at deltage i møder. Da jeg kom hjem igen, blev jeg stukket en seddel i hånden allerede i lufthavnen, hvor der stod: Du taler for meget og for højt ude i verden.”

Udkæmpede to revolutioner

Ved revolutionen i 2011, som endte med Gadaffis fald og død, blev Nermin Sharif partisan i fem måneder.

”Jeg gik under jorden ved at flygte op i bjergene. Vi kørte to revolutioner – en mod Gadaffi og en for fagforeningerne.”

Det kostede Nermin fængsling og landflygtighed. Da hun kom hjem igen, stillede hun op til landsorganisationens hovedbestyrelse.

”Da jeg først blev valgt ind i ledelsen, lagde de – mændene – ud med at ville give mig et lille bitte ligestillingsområde. Så kiggede jeg rundt og kunne konstatere, at jeg var den eneste revolutionære blandt en masse skrivebordsmænd. Så jeg tror, de lyttede, da jeg foreslog en organisationskomité – og dermed havde jeg en reel platform, hvor jeg kunne få kvinder frem i fagbevægelsen,” fortæller Nermin Sharif.

I september 2016 kronedes Nermin Sharifs anstrengelser med valget til LO-formand – den eneste kvindelige LO-formand i Mellemøsten og Nordafrika.

Læs resten af artiklen hos Ulandssekretariatet