Gå til hovedindhold

Mobile menu

Rejseberetning fra dansk NGOs skovarbejde i Honduras

Arbejdshverdagen som Verdens Skove udsendt i Honduras kan byde på lidt af hvert, fra kakao i junglen til skorpioner i stuen - og frem for alt storslået natur. Bestyrelsesmedlem Gry Bossen har været på flere ugers rejse i Honduras for at lære mere om det arbejde, Verdens Skove gør for at bevare landets skove sammen med lokalbefolkningen. Læs hendes rejseberetning her.

Verdens Skove

Som en del af mit arbejde i Verdens Skoves bestyrelse blev jeg i september sendt på en rejse til Honduras, hvor jeg skulle lære mere om vores projekter i landet og se hvordan vi arbejder.

I den forbindelse havde jeg muligheden for at bo hos vores udstationerede medarbejder Jakob Ryding og hans familie.

Jeg må indrømme, at jeg var temmelig nervøs før jeg tog afsted. Honduras er et land med høje mordrater og dårligt ry. Dette ensidige billede fik jeg dog heldigvis nuanceret ganske meget i løbet af min tur.

Første indtryk var et farverigt og frodigt land. Ud over den konstante udsigt til bjerge - oftest med skov på - , så var alle husene i vejkanten malet i alverdens pangfarver, og lastbiler og biler fandtes i alt fra guld til pink.

At de fleste lastbiler kørte rundt med palmeoliefrugter bag på, på vej til eller fra et raffinaderi, gjorde synet lidt mindre festligt for mig. Udvidelsen af kæmpestore, industrielle palmeolieplantager er blevet en af de største drivkræfter bag skovrydningen i Honduras.

Arbejdshverdag på honduransk

Hjemme hos Jakob Ryding var der også liv og glade dage, selv når der kom en skorpion vandrende hen over gulvet i stuen. Åbenbart ikke en sjældenhed for den udstationerede danske familie med tre små børn, men ikke noget en klipklap og det rette håndelag ikke kunne klare.

Familien viste mig endda, hvordan skorpionens skelet lyser op som var det Halloween-pynt, når man lyser på den med en neonlampe. For mig var det eneste gode ved skorpionerne, at de satte de ellers ret store edderkopper lidt i perspektiv.

De følgende dage kørte jeg med Jakob på arbejde, ud til frokost, tilbage til kontoret,  ud og handle og hjem igen. Honduras er nemlig et af de mange lande, hvor det ikke er normalt at cykle eller gå, og offentlig transport vist ikke er til at regne med.

Det gav mig lidt en følelse af ikke rigtigt at møde lokalbefolkningen. Men det blev der hurtigt lavet om på. Først og fremmest har Jakob tre gode kollegaer, som det var enormt hyggeligt at dele kontor med.

Dernæst ilede vi til møder med lokale partnere og de mange oprindelige og lokale folk, som Verdens Skove arbejder sammen med i Honduras.

I Honduras arbejder vi for at bevare skoven på Nombre de Dios bjergkæden. Denne skov er delt ind i tre nationalparker, hvoraf vi primært arbejder i Pico Bonito.

Strategien er at implementere lokalbaseret skovforvaltning i bufferzonen rundt om den primære skov og dermed genoprette og styrke denne.

Her støtter vi de lokale og ofte oprindelige folk med at drive bæredygtigt skovlandbrug, så de har et alternativ til at rydde skoven for at skaffe sig et livsgrundlag.

Et skovlandbrug er i flere tilfælde en form for genopretning af noget skovnatur, hvor man dyrker flere afgrøder, som de lokale kan brødføde sig selv med og tjene til husbehov på.  

Varm kakao i 35 grader

Det første projekt, vi besøgte, var hos kakao-kooperativet ASOPROPIB på sydøstsiden af parken. ASOPROPIB udgør et handelsfællesskab, hvor de lokale småbønder samler deres friske kakaofrugter for at få dem bearbejdet i deres fælles faciliteter, for derefter at sælge dem til den bedst mulige pris.

Her mødte vi Arturo Elvir, som nok er Honduras’ mest stolte kakaobonde.

Ikke alene serverede han selvfølgelig varm kakao for os i kontoret, hvor der i forvejen var omkring 35 grader, men han tog os også med over i tørringsområdet for at vise os, hvordan man mærker og ser, hvornår en kakaobønne er klar til at blive vendt og hvornår den er tør nok.

Her blev vi tilbudt at smage på de bitre bønner i alle deres stadier, så vi kunne bevidne at bitterheden forsvinder, hvis blot man gør det rigtigt. Det vil sige, vender kakaoen hver halve time og skubber den ind og ud af sol og skygge.

Efter Arturos intensive fortælling om tørringsteknikker og kakaoens kvaliteter, gik vi ud i solen for at se på deres produktion og planteskole.

Jeg, der troede, at de 35 grader på kontoret var varmt, måtte erkende at det alternative drivhus trods alt var varmere. Pyh! Men spændende var det. De dyrker selv nogle moderplanter, som de har groet  fra frø fra planter med et godt rodnet og en god stamme.

Siden køber de certificeret plantemateriale udviklet til at være mest muligt resistente overfor svampeangreb og andre trusler fra klimaforandringerne. ASOPROPIB poder siden skud fra de certificerede planter over på deres moderplanter.

Når podningerne har sat sig og den lille plante er begyndt at sætte godt med blade på den nye gren, så klippes alle originale blade af, så det kun bliver i stykket over podningen, at træet sætter grene og blade.

Det er denne del af træet der skal vokse sig stort og sætte masser af frugter –for at få den tiltænkte certificerede genetik i frugterne. Når træet er stort nok, skal det plantes ud hos bønderne.

Kaffe og kakao giver alternativ til skovrydning

Kakaoen er en del af skovlandbruget, hvor der samtidigt dyrkes de nitrogen bindende inkatræer og kløver som bunddække.

Derudover overvejer de om flere typer afgrøder, som fx peber, vanilje eller gurkemeje som endnu en ekstra indtægt. Ideen med skovlandbruget er at sammensætningen af planter komplementerer hinanden, så jorden ikke bliver udpint og regn, fugt og næring bliver bevaret i jorden i stedet for at blive vasket ud.

Således kan jorden dyrkes år efter år uden at blive næringsfattig, og bønderne kan blive på samme stykke jord uden at behøve at fælde mere regnskov for at få adgang til indtægter og jord. Verdens Skove er også ved at implementere skovlandbrug, hvor kaffe er hovedafgrøden, på den anden side af parken, hvor klimaet er et andet.

Ud over skovlandbruget dyrker de fleste småbønder også et lille integreret landbrug med fødevarer til eget brug. Igen er dette med til at gøre dem mindre afhængige af at fælde skoven.

Dertil kommer, at de fleste småbønder også deltager i den lokale monitorering af skoven samt i et kollektivt bæredygtigt udtræk af træ fra skoven under den internationale FSC-certificering. Det er med til at give den levende skov endnu mere værdi for de lokale.

Det vil sige, at deres incitament til at være med til at bevare og holde øje med den oprindelige skov er større og flere tilslutter sig projekterne.

Møder er et heldagsprojekt

Det er svært at planlægge præcist, hvad ens arbejdsdag hos Verdens Skove i Honduras kommer til at indeholde, for der kan komme uforudsete møder i kalenderen, fordi folk pludselig er i byen.

Lige sådan kan møder gå i vasken, når der ikke er telefonforbindelse ud til samfundet, hvilket betyder, at planlægningen beror på Jakobs kollegas to timers kørsel ud til og to timers kørsel hjem fra samfundet, for at planlægge et møde.

Møder er heller ikke begrænset til den tid, dagsordenen formodes at tage. For det første skal man huske at beregne tid til de indledende anerkendende taler. Og så er en vis socialisering ofte nødvendig efter møderne.

Det kan fx være for at tjekke ind med bestemte medlemmer af en gruppe, eller fordi der efter mødets afslutning faktisk er plads til at sige nogle flere ting –stadig i plenum - som ikke blev eller kunne siges under mødet. Derfor tager møder i felten ofte halve og hele dage.

Men der er heldigvis ikke et møde i felten, hvor man ikke bliver budt på en lokal specialitet, som for eksempel en nyplukket grøn kokosnød eller rambutan frugter, hvilket trods alt køler lidt mere end varm kakao i troperne.

Selvom jeg ikke var oppe i den helt vilde urskov, så jeg flere farvestrålende planter og sommerfugle end noget andet sted i Sydamerika mens jeg var i Honduras.

Desværre var der også flere myg, end jeg har oplevet selv i Brasiliens jungle. Og så var der lige det med edderkopperne og skorpionerne, der jævnligt skræmte det halve liv af et ellers rimeligt erfarent bestyrelsesmedlem.

Men sådan er det bare at bo tæt på skoven i et tropisk land, hvor naturen stadig er stærkt tilstede. Det kan Verdens Skove forhåbentligt hjælpe med, at den bliver ved med at være.