Elfenbenskysten: Ouattara aflægger ed – og EU klar med bistandspenge

Forfatter billede

Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé (06.05.11)

Alassane Ouattara aflagde fredag ed som præsident for Elfenbenskysten og afsluttede dermed 5 måneders politisk krise.

Krisen kulminerede i 14 dages eskalerende vold med omkring 3.000 dræbte, op imod en million fordrevne og flygtninge og massive ødelæggelser over hele det vestafrikanske land.

Eds-aflæggelsen kom, efter at forfatningsdomstolens præsident, Paul Yao N’Dré, torsdag officielt erklærede Ouattara som vinder af præsidentvalget den 28. november i fjor – en sejr rivalen Laurent Gbagbo nægtede at anerkende.

Dermed går domstols-præsidenten formentligt over i Elfenbenskystens hårdt plagede historie ved at være den, der både sparkede krisen i gang, og den der officielt afsluttede den. Det var nemlig også Yao N’Dré, der på domstolens vegne insisterede på, at Laurent Gbagbo havde vundet valget i november.

Den opfattelse stod domstolen ret alene med. Så godt som alle andre toneangivende institutioner i verden erklærede Ouattara som reel vinder.

Outtara får en pæn gave at tage med sig op til hovedstaden Yamoussoukro, ca. 250 kilometer inde i landet, når han officielt flytter ind i præsidentpaladset den 21. maj.

EUs udviklingskommissær, lettiske Andris Piebalgs, der er på besøg i landet, skrev nemlig fredag sammen med Ouattara under på en aftale om 3 bistandsprojekter til i alt 44 millioner euro (eller ca. 328 mio.kr.).

Pengene skal bruges til landsbrugsprojekter og til en reform af retsvæsenet, og skal med Piebalgs ord ses som en direkte støtte til Ouattara og regeringen for at få ”genetableret politisk stabilitet, demokratisk orden og økonomisk styrke” i landet, der tidligere var en regional økonomisk magtfaktor.

De 44 millioner er første portion af et ny-annonceret EU-budget for Elfenbenskysten på 180 millioner euro (ca. 1,35 milliarder kr.), der dækker en bred række sektorer udover de projekter, som EU allerede havde i gang i landet, da krisen startede. De afbrudte projekter – indenfor energi- og vandforsyning – vil også blive relanceret.

180 grader

Laurent Gbagbo har samtidig omsider anerkendt Ouattaras valgsejr. Det gjorde han overfor tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan, ærkebiskop Desmond Tutu og den fhv. irske præsident, Mary Robinson, der sent i mandags (2. maj) besøgte ham i hans husarrest i Korhogo i det nordlige Elfenbenskysten.

De 3 repræsenterede ”The Elders”, en gruppe globale ledere, der blev oprettet af Nelson Mandela i 2007. De var i Elfenbenskysten på 2 dages besøg for at vise støtte til Ouattara og den sandheds- og forsonings-kommission, som han vil nedsætte efter sydafrikansk forbillede.

De 180 grader, som forfatningsdomstolens præsident og Gbagbo nu har foretaget i spørgsmålet om, hvem der reelt vandt valget i november, hjælper imidlertid næppe Gbagbo ud af husarresten.

Han blev fredag fremstillet i et indledende retsmøde for den offentlige anklager i Korhogo – anklaget for bedrageri, misbrug af offentlige midler og opfordringer til vold og had i befolkningen.

————–
Journalist Lars Zbinden Hansen har indgående kendskab til vestafrikanske forhold og er p.t. bosat i Lomé i Togo.