Eritreanere i udlandet tvinges til at betale skat til hjemlandet

Laurits Holdt

Eritreas regime kræver skat af landsmænd, der er bosat i udlandet – herunder Danmark. Ifølge FN er det Røde Havs-landets største indtægtskilde. Praksissen har mødt stor international kritik og Amnesty vil have den danske regering til at se på sagen.

Skattebetaling fra eksil-eritreere er Eritreas største indtægtskilde, siger FN.

Men ofte er der ikke tale om frivillige bidrag men betaling for normale ydelser på landets ambassader rundt omkring i verden. Det skriver TV2 Nyheder lørdag.

Praksissen eksisterer også i Danmark, skriver TV2, der har talt med flere eriteanere i Danmark, som bekræfter det men som ikke ønsker at stå frem i offentligheden.

De fortæller, at de hvert år afleverer to procent af deres indkomst til myndighederne i Eritrea via landets ambassade i Stockholm. Det afvises dog af ambassaden.

Modviljen mod at stå frem skyldes blandt andet, at Eritreas regime er stærkt undertrykkende – det i en grad, så det ofte kaldes ”Afrikas Nordkorea”.

Mange flygter hvert år fra det repressive regimes og alene i 2014 kom flere end 35.000 eritreanere til Italien med båd over Middelhavet, som U-landsnyt.dk fortalte i går i artiklen 170.000 flygtede over Middelhavet til Italien i 2014

Opkrævningen af to-procent-skatten fungere på den måde, at eritreanerne i udlandet, som har brug for hjælp fra ambassaden bliver afkrævet skatten inden de kan få hjælpen.

Det handler f.eks. om fornyelse af pas, indrejsevisum og hjælpe med officielle dokumenter, skriver TV2.

Praksissen har været mål for meget kritik rundt omkring i verden. Eksempelvis har Storbritannien forbudt den og i Canada har det medført at Eritreas generalkonsul er blevet smidt ud af landet.

Også FN har fordømt skatteopkrævningen og fra organisationen Amnesty Internationals danske afdeling lyder der en opfordring til, at den danske regering går ind i sagen.