Fem stærke bud fra CPH:DOX

cphdox-cphdox2021_-_president_-_main_still_1208898
President
Foto: cphdox2021
Forfatter billede

20. april 2021

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX åbner onsdag for streaming af i alt 177 dokumentarer. Globalnyt giver her fem stærke bud på filmiske rejser, man kan drage ud på indtil 5. maj. Vi ønsker jer en god tur.

1. ’President’
Danske Camilla Nielsson fortsætter sit filmiske eventyr i Zimbabwe med ’President’ som skildrer stædige zimbabwiske demokratidrømme. Sammen med oppositionslederen, Nelson Chamisa, træder vi dybt ind i maskinrummet af Zimbabwes politiske opposition, som kæmper for et frit og demokratisk præsidentvalg i kølvandet af Mugabes exit i 2017. Den tidligere teologistuderende og dragende ordekvilibrist indgyder et håb blandt massive forsamlinger, men kan han sejre i et politisk system nedbrudt af årtiers korruption og autoritære blindgyder?

”Dette er filmskabelse, når det er bedst.” Sådan begrundede Sundance juryen sin beslutning om at tildele ’President’ specialprisen, World Documentary Special Jury Award for Vérité Filmmaking ved Sundance Film festival tidligere i år. ’President’ er med i COP:DOXs hovedkonkurrence.

Instruktør: Camilla Nielsson

As I Want


Foto: cphdox2021

2. ’As I Want’
”Dokumentarfilmen ’As I Want’ er et ekstremt personligt projekt, der brænder af vrede og syder af afmagt, men som samtidig aldrig bliver irrelevant for tilskueren.” Sådan skrev Globalnyt i anmeldelsen af denne film.

Det arabiske forår forsøgte at lægge grundkimen til en ny og demokratisk region. Billeder af folkelige opstandelser på tværs af arabiske nationer står for mange klart i hukommelsen. Desto sværere er det for mange at huske den feministiske kamp for frihed, som fandt sted samtidig – og efter. Samaher Alqadi har begået en dokumentar, som overbevisende lader os forstå, at det er en bevægelse som fortjener en klar plads i vores bevidsthed. Med udgangspunkt i den anden årsdag for den egyptiske folkelige opstand på Cairos Tahrirplads, som blev beskæmmet af et voldeligt og seksuelt masseovergreb på flere kvinder, dokumenterer Samaher Alqadi kvindernes – og sin egen – rejse mod og kamp for frihed.

Instruktør: Samaher Alqadi

Læs også Globalnyts Gerd Kieffer-Døssings meget personlige interview med instruktøren her.

Zinder


Foto: cphdox2021

3. ’Zinder’
På blot 83 minutter viser den nigerianske instruktør, Aicha Macky, os en underverden af vold og forliste drømme i hendes nigerianske fødeby, Zinder. I Zinder er den kontrastfulde opdeling af hvem, der har, og hvem ,der ikke har, et vidnesbyrd om denne olierige nations uforløste løfter om social forandring, hvor forliste drømme ikke gemmer sig, men står frit fremme i klar HD. Med rolige nerver og et kamera i hånden bliver vi gelejdet igennem det fattige nabolag, Kara Kara, hvor vi inviteres – ikke tvinges – til en nærværende oplevelse i menneskeligt forfald og vold ført an af tilstedeværelsen af selvdestruktive bander. Men håbløsheden og den kontinuerlige voldscyklus sameksisterer med håbet om en bedre fremtid. Sammen med Bawo, Sinia Boy og Ramsess hepper vi på deres kamp for en anden og bedre tilværelse i en verden, hvor oddsene er imod dem.

De er deres egne agenter for social forandring, hvorfor denne film er i COP:DOXs kategori, ’Change makers’.

Instruktør: Aicha Macky

The Gig is Up


Foto: cphdox2021

4. ’The Gig is Up’
Maden leveres, du transporteres, og din hverdag simplificeres af den teknologiske revolution, vi befinder os i. Selvom det ser ud som om, hjulene drejer på egen hånd, tager over 100 millioner mennesker globalt sig af disse fremskridt – usynlige for de fleste og ikke skænket en tanke af de mange. ’The Gig is Up’ sætter ansigt på de arbejdere, som loves fleksible arbejdstider og økonomisk frihed, men oftest støder på en prekær tilværelse uden arbejdsrettigheder, under farlige arbejdsforhold og hvor jobbet hænger i en tynd tråd, alt efter hvilken ’rating’ vi giver dem i vores app. Dokumentaren fører os igennem Europa, USA, Afrika og Kina, hvor vi møder et nyt globalt proletariat. Vi ser de arbejdere, som kæmper for ordentlige forhold, og vi bliver konfronteret med et simpelt ønske fra en cykelmadudbringer: ”Vi vil bare gerne have, at vores arbejde bliver set”.

Instruktør: Shannon Walsh

So Foul a Sky


Foto: cphdox2021

5. ’So Foul a Sky’
Denne dokumentar er en odyssé igennem et kollapset Venezuela. Dokumentaren placerer sig i krydsfeltet mellem realisme og fiktion, inspireret af Joseph Conrads dystopiske og klassiske roman, ’Nostromo’ som tager afsæt i en fiktiv latinamerikansk region plaget af diktatur, korruption og vold.

Alvaro Fernández-Pulpeiro fortæller ikke om, men viser os råddenskaben og forfaldet igennem visuelle, nærmest fantastiske, passager. Vi møder et Venezuela, hvor medierne ikke længere rapporterer, hvor to stridende præsidenter bryder luftkasteller på skift, og et udsultet folk udvandrer med de få ejendele, de kan bære med to hænder. Alvaro Fernández-Pulpeiro bruger ’djævlens afføring,’ olien – og Venezuelas forbandelse – som et passende symbol på det beskidte morrads som denne engang rige nation nu ligger druknet i.

Instruktør: Alvaro Fernández-Pulpeiro

Globalnyt ønsker jer alle en god, inspirerende og hjemmesofaliggende CPH:DOX.

Det fulde program kan ses på CPH:DOX’ hjemmeside, hvor der også kan købes billeter til enkelte dokumentarer og festivalpas med fuld adgang.