Tag to unge, som begge er født i år 2000, den ene i et land med et meget højt niveau af menneskelig udvikling – Norge for eksempel, der topper UNDP’s årlige rangliste i Human Development Report 2019, mens den anden er født i det afrikanske ørkenland Niger, der er nummer 189 af lige så mange lande og områder.
Der er lidt over 50 procents sandsynlighed for at den norske unge er i gang med en højere uddannelse. For den unge fra Niger er det mere sandsynligt, at han eller hun er død, end at vedkommende går på universitetet. Den forskel, der er i deres adgang til sundhed og uddannelse, vil præge hele deres liv og formentlig vokse i takt med, at de bliver ældre. Den unge skandinav bliver selvfølgelig en 10-15 år ældre end den unge afrikaner.
Den form for ulighed vil UNDP have gjort noget ved. For det er en ulighed, der er fuldstændigt uden for den enkeltes kontrol. Det er ikke en ulighed, der kommer af, at en person har et særligt talent, har knoklet særligt hårdt eller gjort en fuldstændigt banebrydende opdagelse og tjent kassen på det. Det er derimod en ulighed, der ene og alene bestemmes af, hvor og hvornår et barn er født og af hvem. Det er en form for ulighed, der ikke bare findes mellem lande, men også inde i de enkelte lande.
Sådanne uligheder i menneskers vilkår skader samfund, svækker sammenhængskraften og menneskers tiltro til regeringer, institutioner og hinanden. Sådanne uligheder krænker menneskers værdighed og retfærdighedssans, skaber modvilje mod langsigtede beslutninger om for eksempel klima og er medvirkende til den bølge af demonstrationer, der er skyllet ind over verden. Uanset om det, der udløste protesterne, er prisen på en togbillet, en liter benzin, et brød eller krav om demokrati eller selvstændighed, så er ulighed en faktor.
Mange mennesker i verden lever bedre liv end deres forældre gjorde – de er ikke lige så udsatte for at dø af sult og sygdomme, af at føde børn og de fleste børn kommer i skole. De allermest udsatte, som alle lande med Verdensmålene har lovet ikke at svigte, er stadigt ikke kommet med, de slås stadigt med at overleve. Men for det store flertal er verden blevet bedre, bare ikke så meget bedre, at de har mulighed for at gøre det, de gerne vil – få en uddannelse, have et ordentligt arbejde eller spise sig mætte.
Ulighed 2.0
Samtidigt vokser nye alvorlige former for uligheder frem. Forskellene bliver langsomt mindre på nogle helt grundlæggende områder, hvor de mindst udviklede lande gør større fremskridt end de mest udviklede. Måske fordi der nærmest ikke er flere fremskridt at tage for de rigeste, stort set alle børn er i skole for eksempel.
“Så forskellen på, hvor mange børn, der kommer i grundskole, bliver mindre. Men uligheden i uddannelsen vokser, når vi ser på højere uddannelse,” siger Ulrika Modèer, assisterende administrator i UNDP, der præsenterede udviklingsrapporten i København torsdag.
Væksten i antallet af voksne med en længere uddannelse er seks gange større i de rigeste lande end i de fattigste.
Forskellene på hvor mange, der har en mobiltelefon, mindskes også – mens forskellene på hvor mange, der har et hurtigt bredbånd, vokser.
Denne nye generation af uligheder har afgørende betydning for, hvor godt mennesker, områder og lande vil være i stand til at takle deres egen fremtid og dens udfordringer og muligheder. En rivende teknologisk udvikling åbner for mange muligheder, men det kræver, at man evner at udnytte mulighederne. Det kræver selvfølgelig penge, men også viden og indsigt. Og på det punkt vokser uligheden hastigt, både mellem lande og i de enkelte lande.
Ulighed er arveligt
UNDP peger på, at økonomisk, social, sundheds- og uddannelsesmæssig ulighed er meget svær at mindske. De svage og udsatte forbliver typisk svage og udsatte gennem hele deres liv. Deres børn får typisk et dårligt helbred og kort skolegang og derfor også et lavere lønnet job og en ægtefælle i samme situation. Det er særligt svært at ændre i meget ulige samfund, hvor penge og politik er bedste venner, og politiske beslutninger tilgodeser samfundets top.
Men selv om det er svært, er det ikke umuligt, hedder det i rapporten. Ethvert samfund vælger selv, hvilket niveau af ulighed, det vil acceptere, uanset om det er ulighed mellem kønnene, økonomisk eller andet. FN’s udviklingsprogram har mange gode råd til dem, der har viljen til at ændre kurs. Der findes ingen mirakelkure, som passer til ethvert land.
Men der er to tendenser, der skaber ulighed alle steder. Den ene er den teknologiske udvikling, den anden er klimakrisen.
Klima og ulighed
“Klimakrisen, som vi kun har set begyndelsen på, rammer dem hårdest, der har bidraget mindst til udledningerne,” understregede Ulrika Modèer under præsentationen af rapporten.
Konsekvenserne rækker langt videre end katastrofale fejlslagne høst og naturkatastrofer. Mange mennesker vil dø af underernæring, malaria, diarré og hede. Hundreder af millioner vil måske blive udsat for dødelige hede om bare 30 år. Og grænserne for mange sygdomme vil rykke sig. Hvor heftigt mennesker vil blive ramt afhænger af deres udsathed og deres sårbarhed.
Klimaforandringerne vil i første omgang ramme hårdest i troperne, hvor der er mange udviklingslande med relativt dårlige muligheder for at takle forandringerne. Det er også lande med relativt stor ulighed, og det er generelt sværere at få lande med stor ulighed til at træffe kollektive beslutninger, som for eksempel at begrænse udledningerne. Endelig kan toppen af samfundet og dermed også politikere have økonomiske interesser i at modsætte sig tiltag, der skal begrænse klimaforandringerne.
