For to måneder siden døde Nadines nabo. Hun vågnede en morgen ved, at folk græd udenfor hendes hjem. Den unge pige i huset ved siden af var død, og hendes krop blev fragtet til kirkegården på en kærre. Familien havde dækket hende til med et tæppe, men den store bule på pigens mave kunne familien ikke skjule. Bulen vidnede om, at pigen havde været langt henne i sin graviditet. To uger efter kom pigens ekskæreste og slog broderen ihjel. Han sagde, at det var broderen, der havde slået den gravide pige ihjel.
I syv måneder har Nadine haft et hemmeligt hus i Marrakech, hvor unge piger, som er blevet gjort gravide uden for ægteskabet, kan flygte hen.
Medinaen i Marrakech er byens gamle bydel. Koranen er her den ypperste lov, og det er den, de fleste marokkanere i medinaen lever efter. Det er koranens ord, at man ikke må have sex før ægteskab, og for troende muslimer er det derfor den største skam, hvis et familiemedlem bliver gravid, før hun er blevet gift.
Mange af pigerne er blevet seksuelt misbrugt af deres far, bror eller fætter. Nogle er gravide med deres unge kærester. I den kultur, pigerne kommer fra, vil det bringe skam til hele familien i generationer, hvis de får et barn uden for ægteskabet.
De må løbe væk i hemmelighed og aldrig vende tilbage
Meningen med opholdet i huset er, at pigerne skal føde deres barn og forberedes på at rejse til Europa. Der er ingen fremtid for dem i Marokko længere. Derfor hjælper Nadine og hendes medarbejdere dem med at blive forberedt mentalt til at skulle rejse og med at få papirerne i orden.
Alle ved, hvorfor pigerne dør, men folk vælger at tro, at det er en sygdom eller lignende
Nadine
Nogle af de piger, der kommer og bor i Nadines hus, er blevet gravide med deres kærester. Nadine har oplevet tilfælde, hvor kæresterne i desperation har forsøgt at sparke barnet ud af maven på den gravide. Det vil i mange sammenhænge være i afmagt, fordi de unge mennesker ikke har lært, hvilke konsekvenser der kan være ved at dyrke ubeskyttet sex.
Andre af pigerne i Nadines hus kan være blevet gravide som resultat af en voldtægt, der typisk kan være foretaget af deres far, bror eller fætter. Graviditeten resulterer i et tykt tæppe af skam over familien. I mange tilfælde ender det derfor med, at et familiemedlem slår pigen ihjel.
Et tilfældigt møde inspirerede Nadine
Nadine samarbejder med undervisere på skolerne i Marrakech. Det er dem, der giver Nadines kontaktoplysninger til piger, de har mistanke om bliver misbrugt i hjemmet.
Den amerikanske politibetjent støtter i dag hendes projekt økonomisk. Resten finansierer hun af egen lomme, for de penge hun tjener som tysklærer. Hun betaler et månedligt beløb til to politimænd for at dele oplysninger med hende. Det er som regel viden om pigernes familie og om, hvorvidt familierne leder efter dem eller ej.
Den største skam
Selvom det i nogle tilfælde er mændene i familien selv der gør deres egne døtre eller søstre gravide, vil graviditeten, og i værste fald fødslen, medføre så stor skam, at hverken brødre, fætre, mødre eller fædre vil kunne finde et godt job igen.
Det er derfor den udvej mange familier vælger. At dræbe deres egen datter eller søster, som Nadine oplevede det med sin nabo.
De piger, Nadine møder i sit hus, er vant til, at livet er, som det er. De er vant til seksuelt misbrug, skænderier og vold, og de er vant til, at der ikke er nogen hjælp at hente.
Ifølge Nadine er det sådan, at hvis man ringer til politiet for at anmelde vold, vil politiet komme forbi, men typisk blot bede om en kop te, for vold i medinaen i Marrakech er så almindeligt. Det er hverdagen for de fleste.
I dag har Nadine et godt personale i huset, og hun er der selv så meget, hun kan. Hun ved, at hun kun kan hjælpe få ud af mange tilfælde, men selv hvis hun kun kan hjælpe én, er det motivation nok.
Denne artikel har tidligere været bragt i Udpost