Velkommen til Zanzibar – et paradis ud for Tanzanias østkyst med hvide bountystrande, palmer og turkisblåt vand. Den perfekte destination for en drømmeferie.
Men paradiset er under hårdt pres fra de tusindevis af turister, som hvert år besøger øen. Med turisterne kommer penge og muligheder, men også enorme problemer såsom bjerge af affald og pressede arbejdsforhold.
I tre episoder følger vi antropolog Emil Morell fra Københavns Universitet, som rejser rundt for at undersøge nogle af turismens konsekvenser på og for Zanzibar. Hør den første af de tre episoder herunder.
80 procent af Zanzibars affald stammer fra turismen
”Stranden er hovedattraktionen på Zanzibar. Men der kommer klager over plastikflasker, der flyder på standen. Mange lokale ser det ikke som et problem, men for turisterne er det vigtigt. Så det kan føre til, at der kommer færre turister, fordi de ikke kan lide synet af flasker på strandene,” forklarer Aziza Abdulkadir fra State University of Zanzibar, som forsker i solid waste management – håndtering af fast affald som plastik, papir og metal.
Plastikflasker er umulige at undgå, når du holder ferie i syden. På Zanzibar bliver tusindvis af plastikflasker hver dag sejlet ind fra fastlandet, men som affald flyder de overalt på strande og gader og imellem buske, træer og højt græs.
I denne episode skal vi møde: Aziza Biubwa fra State University of Zanzibar, som forsker i affaldshåndtering, Justin Madho, som arbejder for affaldsfirmaet Zanrec og Sjani Müggenburg, som er direktør for Ozti East Africa – et firma der har fundet ud af at lave møbler af plastikskruelåg.
Podcasten er produceret af Emil Morell og Jonas Nilaus Vilhelmsen.
Hør episode 1, Plastik i paradis, her: