Tanzanias kamp for uafhængighed markeres med film om frihedskæmper

Forfatter billede

En lokal filmproducer bringer nu historien om den tanzanianske frihedskæmper til live igen i en dokumentarfilm, der har urpremiere onsdag 7.12. i Dar es Salaam. Det skriver den tanzanianske avis, Daily News.

Bladrer man i de tanzanianske historiebøger, er krigshelten, Chief Mkwawa ikke til at komme uden om.

I et historisk slag ved byen Lugalo i 1891, besejrede hans hær af tanzanianere de tyske kolonistyrker, kun bevæbnet med spyd og ganske få skydevåben.

Striden mellem tyskerne og Mkwawas hær verserede i de efterfølgende syv år, men i 1898 blev krigshelten omringet af den tyske hær og valgte her at tage sit eget liv.

Historien om Mkwawa er givetvis blevet fortalt mange gange. Men nu har filmproduceren Seko Tingitina som den første valgt at filmatisere fortællingen.

Spørger man hende selv, er historien om Mkwawa en spændingsfyldt beretning, om ”hædersfyldte sejre og svigefulde nederlag”.

Og en beretning, der er så vigtig at fortælle, at hun har ønsket at udødeliggøre den gennem film. Ikke mindst fordi den udgør et vigtigt kapitel i den afrikanske modstand mod kolonialisme og vestlig imperialisme, fortæller hun.

Det er måske ikke helt tilfældigt, at urpremieren falder i ugen op til Tanzanias uafhængighedsdag, hvor Tanzania fejrer, at det er 50 år siden, at landet endegyldigt løsrev sig fra kolonial dominans.

I New World Cinema, som ellers almindeligvis viser indiske og vestlige film, vil tanzanianere således kunne opleve historiens vingesus, når hyldesten af deres nationalhelt, Chief Mkwawa, falder sammen med 50 året for den frihed, han kæmpede indædt for, og som først blev en realitet 63 år efter hans død.