EU hjemkalder ambassadør fra Tanzania efter klapjagt på LGBT-personer

european_external_action_serice
EU´s udenrigschef Federica Mogherini.
Foto: CC BY EEAS
Forfatter billede

EU hjemkaldte i mandags sin ambassadør fra Tanzania med henvisning til “svækkelse af menneskerettighederne og lov og ret”. Det oplyser EU´s udenrigskontor i en pressemeddelelse.

Unionen, som har afsat mere end 4,5 milliarder kroner i bistand til det østafrikanske land mellem 2014 og 2020, skriver i udtalelsen, at EU´s ambassadør er Roland van de Geer er hjemkaldt til konsultationer om den politiske situation i landet og at EU nu vil foretage et “overordnet gennemsyn” af EU’s relationer med landet.

Paul Makonda, som er guvernør (regional commissioner) i Dar es Salaam, nedsatte i sidste uge en specialgruppe under politiet, der skal opstøve LGBT-personer på de sociale medier og anholde dem.

Lignende specialgrupper findes også i andre afrikanske lande, herunder i nabolandet Malawi.

Guvenøren hævder, at han allerede har modtaget mere end 5000 henvendelser fra offentligheden med navne på mere end 200 LGBT-personer, efter han har opfordret folk til at angive bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Makonda, som er en nær allieret af Tanzanias præsident John Magufuli, siger, at han forventer international kritik for sine tiltag, men har udtalt, at han “foretrækker at gøre disse lande vrede frem for at gøre Gud vred”.

Foto: Screenshot fra Twitter

Homoseksualitet har længe været tabu i Tanzania. Det, der betegnes som ”kødelig omgang mod naturens orden”, som det hedder i mange af de østafrikanseke landes straffelove fra kolonitiden, kan give fængsel på livstid eller i ”ikke mindre end 30 år”, lyder det i den tanzanianske straffelovs paragraf 154.

Selvom loven sjældent bliver brugt, er det en overhængende trussel, som også bruges til at afpresse og undertrykke LGBT-personer.

Ifølge flere menneskeretsorganisationer, er forfølgelsen af homoseksuelle i Tanzania taget til, siden John Magufuli kom til magten i 2015.

James Wandera, som er stifter af organisationen LGBT Voice Tanzania, udtaler til mediet Vox, at Makondas udmeldninger har fået mange homo- og biseksuelle samt transpersoner til at flygte fra Dar es Salaam-området eller blive i deres hjem.

“Vi har oprettet en række sikre huse og forberedt et beredskab af advokater, som kan forsvare dem, som skulle blive anholdt,” udtaler han til Vox. 

Foto: Screenshot fra Twitter

USA´s ambassade i Dar es Salaam advarede i denne uge alle amerikanske statsborger i byen om at være påpasselige og slette spor på de sociale medier, som kan udsætte dem for fare i lyset af udviklingen. Ligeledes har USA opdateret sin rejsevejledning til landet.

I mellemtiden har Tanzanias udenrigsministerium i en udtalelse forsikret, at Makonda “blot har givet udtryk for personlige holdninger og ikke regeringens politik,“.

Udenrigsministeriet tilføjer, at Tanzanias regering “fortsat vil overholde internationale konventioner og beskytte menneskerettighederne i henhold til landets forfatning,”.

Tanzania er det land, som gennem tiden har modtaget mest udviklingsbistand fra Danmark. Sidste år fik Tanzania fik næstmest med 349 millioner kroner.

Men foreløbigt får klapjagten på LGBT-personer dog ikke andre konsekvenser end diplomatiske beklagelser, det udtalte udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) til DR i sidste uge.

“Danmark følger sagen i Tanzania meget tæt. Den danske regering lægger over for myndighederne ikke skjul på vores holdning og vores dybe bekymring,” sagde hun.

På Udenrigsministeriets hjemmeside, fremgår det, at der ikke er foretaget nogle opdateringer i rejsevejledningen til Tanzania siden Makondas udmeldninger i sidste uge.

Amnesty International oplyste i denne uge, at ti mænd i weekenden blev anholdt på øen Zanzibar.

Foto: Screenshot fra Twitter

Amnesty påpeger, at anholdelserne står i stærk kontrast til regeringens udmeldninger og organisationen skriver, at den frygter, at de anholdte risikerer tvungne analundersøgelser (en foretrukken metode for de tanzaniske myndigheder, ifølge Amnesty) og tortur.

Der har ikke været forlydenheder om andre anholdelser i Tanzania, som relaterer sig til Makondas udmeldninger i sidste uge.