Tanzania: Regeringspartiet genvinder magten

Laurits Holdt

29. oktober 2015

Chama Cha Mapinduzi (CCM)

Regeringspartiet Chama Cha Mapinduzi (CCM) – revolutionspartiet – har siddet på magten i landet siden det blev dannet i 1977.

Partiet blev til da Tanganyika African National Union (TANU) og Afro-Shirazi Party (ASP) fusionerede.

De to partier var de alt-dominerende partier i henholdsvis Tanganyika og Zanzibar, der i 1964 indgik en union og blev til Tanzania.

Torsdag kom resultatet af valget i Tanzania, der blev afholdt søndag. Ifølge landets valgkommission vandt præsidentkandidaten fra regeringspartiet Chama Cha Mapinduzi-partiet (CCM), John Magufuli, valget med 58,5 procent af stemmerne. Oppositionens kandidat, Edward Lowassa, fik 40 procent af stemmerne.

Partiet Chadema, som er et ledende parti i Ukawa-koalitionen, der står bag Edward Lowassa, afviser valgresultatet, fortæller en kilde i valgkommissionen, skriver DR. Lowassa har bedt om en omtælling.

Én oppositionskandidat

Koalitionen består af fire partier, der er stillet med en fælles kandidat, hvilket ikke tidligere er sket. En bemærkelsesværdig detalje er, at kandidaten, Edward Lowessa, indtil for nylig var et ledende medlem af regeringspartiet. Han har bl.a. været premierminister. Men da regeringspartiet udpegede Magufuli til sin præsidentkandidat skiftede han side til Chadema.

Valgobservatører fra den Afrikanske Union, EU, Commonwealth, den østafrikanske samarbejdsorganisation EAC og det sydlige Afrikas samarbejdsorganisation SADC siger samstemmende, at valget er i det store hele forløbet fredeligt.

Valgdeltagelsen har været høj efter landets standarder, 68,2 procent. Til sammenligning var stemmeprocenten blot 40 ved valget i 2010.

Det var også valg til landets parlament og her tyder de foreløbige resultater på, at regeringspartiet får flertal.

Den nyvalgte præsident, 56-årige John Magufuli, og har ifølge BBC tilnavnet ”Buldozeren” og har ry for at holde sig fri af korruption. Tilnavnet har han fået bl.a. på grund af sit store engagement i anlæggelsen af nye veje som minister for infrastruktur.

Valget annulleret på Zanzibar

Som Globalnyt onsdag skrev, tog valget på ø-gruppen Zanzibar, der har delvist selvstyre, en uventet drejning. Her annulerede formanden for den lokale valgkommission valget på grund af uregelmæssigheder. Han oplyste at der skal afholdes et nyt valgt.

Læs også: Valgene på Zanzibar annulleret (28.10.2015)

Både oppositionen og udenlandske iagttagere har reageret med overraskelse, da der ikke er blevet registreret særlige uregelmæssigheder på Zanzibar. Det skulle da lige være, at oppositionen stod til at vinde valget her. Den protesterer da også kraftigt mod beslutningen.

Tillykke fra Danmark

Fra officiel dansk side kommer der lykønskninger:

“Jeg vil gerne lykønske Tanzanias befolkning med valghandlingen i søndags. Den relativt høje valgdeltagelse viser, at Tanzanias befolkning ønsker at gøre brug af deres demokratiske rettigheder. Samtidig vil jeg klart opfordre alle valgets parter til at respektere valgresultatet,” siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) og fortsætter:

”Jeg er til gengæld meget bekymret over udviklingen på Zanzibar, særligt valgkommissionens formands annullering af valget. Jeg opfordrer alle parter til at finde en løsning, der respekterer befolkningens ønsker, og til at de ansvarlige politikere sikrer, at situationen ikke udvikler sig.”